Olympisk guldvinder: "Jeg sniffede kokain af min guldmedalje"

Sir Bradley Wiggins var på toppen af cykelverdenen i 2012, hvor han vandt Tour de France som den første brite nogensinde og rundede året af med en olympisk guldmedalje i London.

Et helt land fejrede ham, og han blev slået til ridder for sine præstationer. Men bag facaden begyndte et andet kapløb, som han ikke kunne vinde.

Efter karrieren gled han nemlig gradvist ind i misbrug.

Wiggins fortæller, at han i årene efter sit farvel til cyklingen næsten konstant var påvirket.

Det kulminerede, da han i desperation tilbragte to uger på et hotel, hvor han indtog op mod 120 gram kokain.

I dag undrer han sig over, at han stadig er i live.

- Jeg ved ikke, hvordan jeg ikke døde. Jeg vil helst ikke tænke på det, siger han til The Times.

Afhængigheden kostede ham både ægteskabet med Cath Wiggins, økonomien og til sidst selvrespekten.

Han fortæller, at han under et voldsomt raserianfald smadrede sin pris som “Årets Sportsnavn” og brugte sin olympiske medalje som sniffeflade.

- Jeg sniffede kokain af min guldmedalje, mens jeg hadede alt, den stod for,” skriver han i sin kommende bog The Chain.

Han kalder øjeblikket “det samme som at urinere på sin egen grav”.

For ham var Tour-sejren og medaljerne ikke længere triumfer, men symboler på et liv, der var gledet ud af hænderne på ham.

Wiggins boede på et tidspunkt i sin bil og sov på bænke i Clapham Common.

Han blev senere set i et crackhouse i Middlesbrough, og til sidst havde han ikke længere råd til hoteller eller stoffer.

I 2024 gik han konkurs.

Vendepunktet kom, da hans søn Ben modtog en desperat besked om hjælp.

Sammen med vennen Lance Armstrong fik sønnen ham overbevist om at lade sig indskrive på et behandlingssted. Nu har Wiggins været ædru i over et år.

Han fortæller, at forholdet til både Ben og datteren Bella nu er genopbygget, og at han igen har kontakt med sin tidligere hustru.

Den 45-årige guldvinder bor i dag tæt på sin yngste datters mor i England, så han kan aflevere hende i skole hver morgen.

På trods af de mørke år insisterer Wiggins på, at historien ikke skal ende i skam.

Han vil bruge erfaringerne til at vise, hvor hurtigt succes kan blive farligt, når man mister fodfæstet:

- Jeg har været død for mig selv, men jeg prøver at leve igen.