Remco Evenepoel Niklas Larsen

Remco Evenepoel havde aldrig hørt om dansk bronzevinder

Cyklingokt. 02 , 13:53
Belgierens plan var at fuldende sin mesterskabssæson. Undervejs dukkede et uventet navn op i kampen om medaljerne.
Remco Evenepoel vandt EM-guld i enkeltstart som ventet, men efter målstregen ventede der en overraskelse.
Da han blev spurgt af TV2 Sport, om han kendte navnet på rytteren, der tog bronzen, svarede han:
– Ja, fra podiet, jeg tror, det er Niklas Larsen, sandsynligvis. Jeg blev virkelig overrasket over at se ham i det lille telt, hvor vi skulle skifte tøj. Jeg må sige stort cadeau til ham for at blive nummer tre. Det er imponerende.
På den anden side af podiet stod italieneren Filippo Ganna med sølv, mens Niklas Larsen som sagt tog den tredje plads.
Den danske kontinentalrytter leverede et stærkt resultat og slog prominente navne som Ethan Hayter og Joshua Tarling med blot ét og to sekunder.
Medaljen kom bag på de fleste
Larsen selv havde ikke regnet med medalje:
– Jeg regnede slet ikke med det. I går sagde jeg til medierne, at jeg ville være meget glad for en top-10. At blive nummer tre bag Evenepoel og Ganna, og det var så tæt med de to briter, det er jeg virkelig glad for.
Det blev en nervepirrende afslutning, hvor han måtte vente i det varme sæde, mens favoritterne kørte i mål.
Først da Joshua Tarling passerede målstregen to sekunder langsommere, vidste Larsen, at medaljen var hjemme.
– Da Tarling kørte over stregen og jeg så, jeg kun var slået af to, tænkte jeg: Så er der medalje,” sagde han til TV2 Sport.
Larsen er den eneste i top 10, der ikke kører for et WorldTour- eller ProTeam, men han vender i 2026 tilbage som professionel hos det hollandsk-franske Unibet Tietema Rockets.
Evenepoels kamp med radioen
For Evenepoel var sejren en del af en større mission.
– Det betyder meget. En af de største målsætninger for sæsonen var at tage alle mesterskaberne i enkeltstart. Vi lykkedes med det, og jeg bliver aldrig vant til at vinde, sagde han til Cycling Pro Net.
Belgieren afslørede også, at hans teamradio svigtede under løbet:
– Radioen virkede ikke før halvanden kilometer fra mål. Den eneste besked, jeg fik, var, at jeg havde 30 sekunder ved bunden af stigningen. Så var jeg lidt mere sikker på sejren, men jeg kørte alligevel fuldt ud til mål.
Sejren blev sikret med 43 sekunder ned til Ganna, mens Larsen sluttede 25 sekunder efter italieneren.
På søndag venter EM i linjeløb, hvor både Evenepoel og Larsen skal i aktion igen.
Mest læste

Loading