tadej pogacar

Tadej Pogacar afslører: Vi er en smule bange

Cyklingsep. 11 , 20:54
Bekymringer præger cykelfeltet forud for de canadiske klassikere.
Tadej Pogacar er tilbage i sadlen efter sejren i årets Tour de France, men det er ikke kun sportslige udfordringer, der fylder hos den slovenske stjerne.
De kommende endagsløb i canadiske Quebec og Montreal byder på stærke felter og krævende ruter, men usikkerheden uden for vejene er begyndt at tage en stor plads i rytternes bevidsthed.
Det er Pogacars første løb siden triumfen i Paris i juli. Forventningerne er høje, men stemningen er præget af det, der er sket i Spanien de seneste uger.
Protester skaber uro
Under flere etaper af Vuelta a España er løbet blevet forstyrret af pro-palæstinensiske demonstrationer.
På 11. etape måtte arrangørerne neutralisere afslutningen blot tre kilometer fra mål, og andre etaper er blevet forkortet.
Den individuelle tidskørsel blev eksempelvis reduceret fra 27 til godt 12 kilometer, hvilket ændrede betingelserne for rytterne markant.
Midt i optakten til de canadiske løb fortalte Pogacar ifølge TNT Sports, at han og resten af feltet frygter en gentagelse:
- Jeg tror, at alle ryttere er en smule bange for, hvad der kan ske. Vi kører med fuld fart, vi giver alt. Det er et nyt problem, som kan ramme hvem som helst.
Sloveneren understregede samtidig, at emnet sjældent drøftes åbent i hele feltet, men at mange ryttere taler internt om det.
Også Wout van Aert delte sin bekymring.
Jonas Vingegaards belgiske holdkammerat forklarede, at rytterne er urolige for både demonstrationer og den generelle verdenssituation: Jeg håber, vi får et godt løb og nogle timers underholdning for alle.
Arrangørerne af Vueltaen regner fortsat med at lade Vueltaen slutte i Madrid på trods af flere opfordringer til at aflyse løbet.
De to løb i Canada køres hhv. fredag og søndag, inden Pogacar vender snuden sydpå til VM i Rwanda, hvor han håber på at kunne forsvare sin verdensmestertitel fra sidste år.
Mest læste

Loading