Kevin Vauquelin Arkea

Tour de France-hold tvunget til at lukke

Cyklingokt. 17 , 18:51
Et fransk cykelhold med mange år i feltet stopper efter 2025-sæsonen på grund af manglende finansiering.
Det franske World Tour-hold Arkéa-B&B Hotels kommer ikke til at fortsætte, når 2025-sæsonen er slut.
Holdet har ikke formået at sikre den nødvendige økonomiske garanti for at kunne forny sin licens hos Den Internationale Cykelunion (UCI).
Torsdag meddelte holdchef Emmanuel Hubert til holdets ansatte, at det ikke er lykkedes at finde den økonomiske opbakning, der skulle til for at fortsætte holdets drift.
Det skriver den franske avis L’Equipe.
Onsdag udløb fristen for at stille en økonomisk garanti over for UCI.
Uden denne kunne holdet ikke ansøge om fornyelse af licensen til at køre på World Touren eller Pro Team-niveauet i 2026.
Sponsorer trak sig
Det kommer ikke som en overraskelse, at holdet nu lukkes. Allerede i løbet af sommeren oplyste hovedsponsorerne, at de ville trække sig efter denne sæson.
Det satte gang i en intens jagt på nye investorer, men det er altså ikke lykkedes Emmanuel Hubert at finde den nødvendige finansiering.
- Afslutningen var forventet, og Emmanuel Hubert bekræftede det onsdag morgen i en besked til sine ansatte, skriver L'Équipe.
Avisen oplyser også, at holdets ledelse allerede før Tour de France blev informeret om, at Arkéa og B&B Hotels ikke ville forny deres sponsoraftaler.
Fristen den 15. oktober var afgørende, da det var sidste mulighed for at indsende den nødvendige dokumentation til UCI.
Uden nye sponsorer var det ikke muligt at opfylde kravene.
- Lederen af Arkéa-B&B Hotels forklarede, at han ikke havde fundet finansielle partnere inden fristen den 15. oktober og derfor ikke kunne opfylde UCIs betingelser, lyder det videre fra den franske avis.
150 ansatte mister arbejde
Holdet beskæftiger ifølge L’Equipe omkring 150 personer, hvoraf 27 er professionelle herrecykelryttere.
Derudover er 12 ryttere en del af udviklingsholdet, mens 13 er kvindelige ryttere. Ifølge avisen står 16 ryttere fortsat uden kontrakt for 2026.
- Det er trist at se mit hold forsvinde, skriver rytteren Anthony Delaplace på X.
Tidligere var der interne overvejelser om at fortsætte holdet på lavere niveau, men det er nu også afvist.
- Den bretonske manager gentog, at holdet hverken ville vende tilbage til World Touren eller som ProTeam. Selvom nogle internt havde talt om at starte på lavere niveau, havde han kun lidt håb, men opfordrede dem til at dele 'alle muligheder eller chancer' med ham, lyder det ifølge L'Équipe.
Hubert havde undervejs udtrykt håb om at finde en løsning, men erkendte også, at situationen var vanskelig efter sponsoraftalernes ophør.
Cykelholdet blev etableret i 2005 og har gennem årene haft flere forskellige navne.
I perioden fra 2019 til 2023 hed holdet Arkéa Samsic, inden det skiftede til det nuværende navn Arkéa-B&B Hotels.
Holdet har været en fast del af det professionelle felt og bidraget til cykelsportens landskab, især i Frankrig.
Mest læste

Loading