gettyimages 2203438089

UAE-stjerne i åben krig: Kalder holdet for "et diktatur"

Cyklingsep. 03 , 9:42
Juan Ayuso kritiserer sit hold for ensidige beslutninger og hævder, at situationen skader hans image.
På hviledagen i Vuelta a España kom det frem, at UAE Team Emirates har valgt at ophæve kontrakten med Juan Ayuso, selvom den 22-årige spanier oprindeligt var bundet til holdet frem til 2028.
Ayuso bekræfter, at han bliver i løbet og fortsat vil støtte holdets kaptajn João Almeida, men retter samtidig en hård kritik mod sit team.
- Mit forhold til holdkammeraterne, herunder Almeida, som der bliver talt meget om, er godt. Han fortjener al den støtte han kan få. Jeg ville gerne have afsluttet godt med holdet, men det ser ud til, at det ikke kan lade sig gøre, når det snarere fungerer som et diktatur og meget ensidig imod dig. Det skader mit image, sagde Ayuso til blandt andre den spanske avis AS.
Ifølge cykeljournalist Daniel Friebe forklarede Ayuso yderligere, at han blev bedt om at være tilfreds med en pressemeddelelse fra holdet, selvom han ikke brød sig om formuleringen.
- Jeg blev fortalt, at jeg skulle være glad, fordi det første udkast var meget værre, skulle Ayuso have sagt på spansk.
Uenighed om kommunikationen
Udmeldingerne vidner om en voksende uenighed mellem rytter og hold om, hvordan samarbejdet er blevet kommunikeret offentligt.
Ayuso giver udtryk for, at processen har været præget af manglende dialog og at beslutninger er blevet truffet uden hans indflydelse.
Netop den oplevelse af ensidighed er ifølge ham kernen i konflikten.
Reaktion fra holdkammerater
Mikkel Bjerg, der også kører for UAE, blev mødt med nyheden efter tirsdagens etape og afviser, at Ayusos oplevelse af holdet som et diktatur stemmer med virkeligheden.
- Det er ikke noget, jeg kan nikke genkendende til. Det er måske lige voldsomt nok at få fyret af inden sådan en etape. Det tager lidt os ryttere på sengen, sagde Bjerg til TV 2 Sport.
Han tilføjede, at situationen var overraskende for rytterne:
- Egentlig kommer det også lidt som en overraskelse for os, men det virker, som om det er det, han gerne vil, så jeg er glad på hans vegne. Jeg tror i sidste ende, at vi skal forsøge at fokusere på vores cykelløb.
Mest læste

Loading