Tosh van der Sande - Visma

Vingegaard-holdkammerat stopper karrieren: Lev for jeres sport

Cyklingokt. 16 , 14:53
Den belgiske Visma-rytter Tosh van der Sande har sat punktum for sin karriere og deler en vigtig besked med næste generation af cykelryttere.
Den belgiske cykelrytter Tosh van der Sande har truffet beslutningen om at indstille sin professionelle karriere.
Det annoncerede han onsdag aften via et opslag på Instagram.
- Det er tid til at sige det. De sidste par år har ikke været nemme, hverken fysisk eller mentalt, men jeg gav alt for at finde tilbage til den glæde og passion, der fik mig til at forelske mig i denne sport i første omgang. Og det gjorde jeg! Men nu har min krop gjort det klart, at det er tid til at stoppe, skriver Van der Sande.
Karrieren sluttede i Visma
Van der Sande, som snart fylder 35 år, indledte sin karriere i 2012 hos Lotto og kørte der i ti sæsoner.
I 2022 skiftede han til Visma, hvor han nu afslutter karrieren.
I 2024 blev det kun til 32 løbsdage, og han har ikke været i konkurrence siden de nationale mesterskaber i juni, hvor han bl.a. kørte Copenhagen Sprint.
På U23-niveau vandt han i 2011 Liege-Bastogne-Liege, men som professionel blev det til blot to sejre.
Alligevel opnåede han at deltage i 23 monumenter og ti Grand Tours gennem en karriere på 14 år.
- Jeg kan kun se tilbage med enorm stolthed på 14 uforglemmelige år, hvor jeg har konkurreret på højeste niveau. Jeg har kørt mod og sammen med de bedste ryttere i verden. Jeg har levet min drøm, og jeg er dybt taknemmelig for hvert eneste øjeblik af det, skriver han.
En opfordring til fremtidens ryttere
Afslutningsvis bruger Van der Sande opslaget til at sende en hilsen til den næste generation af cykelryttere.
- En sidste besked til den næste generation af cykelryttere: Lev for jeres sport, men glem ikke at leve ud over den. Bliv ikke fortabt i tallene, watt eller cykelcomputeren. Cykling handler ikke kun om data; det handler om instinkt, mod og kærligheden til turen.
Van der Sande havde kontrakt med Visma til udgangen af 2025.
I sin tid på holdet kørte han blot to løb sammen med Jonas Vingegaard: Tirreno-Adriatico 2022 og Polen Rundt 2024.
Mest læste

Loading