matthew brennan

Visma-komet overrasker alle: "Noget af det mest vanvittige"

Cyklingmar. 26 , 10:11

Det er ikke hver dag, en 19-årig nyprofessionel rytter blæser hele WorldTour-feltet bagover.

Men det er præcis, hvad britiske Matthew Brennan har gjort denne marts. Først med tre sejre i franske endagsløb – og nu med en regulær magtdemonstration på 1. etape af Volta a Catalunya, hvor han i førertrøjen satte punktum med en suveræn spurt.

Og det har fået cykelverdenen til at spærre øjnene op.

- Det, han lavede der, var noget af det mest vanvittige, jeg har set fra en nyprofessionel 19-årig, siger TV 2 Sports cykelekspert Emil Axelgaard, der understreger, at Volta a Catalunya er ét af de hårdeste WorldTour-løb, og at unge ryttere sjældent gør sig gældende dér.

Men Brennan – der oprindeligt kun kom med som afløser for en skadet Jonas Vingegaard – viste ikke bare format, men en kombination af styrke, mod og modenhed, som normalt tager år at opbygge.

Brennan ved ikke selv hvilken type rytter han bliver

Hvad er det så for en type rytter, Visma | Lease a Bike har fået fingrene i? Det ved han faktisk ikke helt selv.

- Nogle styrker viser sig nu, og måske er jeg en helt anden rytter om ét eller to år. Det er en spændende rejse, siger han selv i et interview med TV 2 Sport.

Og det kan man godt forstå. Han har vundet som klassisk sprinter, men også som kraftfuld rytter på brostenene i GP de Denain. Hans alsidighed får eksperterne til at trække paralleller til én bestemt verdensstjerne: Wout van Aert.

- Jeg synes, han minder mig om Van Aert i nogle af de ting, han kan, siger cykelekspert og Team ColoQuick-sportsdirektør Christian Moberg.

Også Giles Pidcock, far til Tom Pidcock og manager for Brennans tidligere juniorhold, kalder ham direkte “en ung Wout van Aert”. Det er store ord – men måske ikke helt ubegrundede.

Langsom og kontrolleret overgang til det professionelle niveau

For udover sin eksplosive spurt og holdbarhed over længere distancer, kører Brennan også en solid enkeltstart og arbejder systematisk med sin udvikling, præcis som man så det med Vingegaard i begyndelsen.

På Visma-holdet er man dog bevidste om balancen mellem talent og tempo. Sportsdirektør Frans Maassen bekræfter, at Brennan allerede har forbedret sine præstationstal markant siden sidste år.

Men han understreger også vigtigheden af tålmodighed. Brennan skifter stadig mellem udviklingsholdet og WorldTour-holdet for at sikre en kontrolleret overgang til det professionelle niveau – præcis som Vingegaard gjorde det i sin tid.

Brennans præstationer har givet Visma | Lease a Bike noget at tænke over. Med holdets stærke fokus på klassement og etapesejre i Grand Tours, har de tidligere haft svært ved at fastholde sprintere og klassikerryttere.

Men i Brennan har de måske fundet den perfekte arvtager til Van Aert – en, der både kan dominere i spurter, overleve kuperede klassikere og vinde på egen hånd.

Mest læste