Han plejer at holde hovedet koldt, men denne gang lod han ikke kritikken passere i stilhed.
Der er ikke meget "Cool Hand Luke" over Luke Humphries, når han sætter sig bag tastaturet efter et hårdt nederlag.
Torsdag aften i Newcastle blev verdensetteren nemlig kørt over med 6-1 af kometen Luke Littler i Premier League Darts, og reaktionerne på de sociale medier lod ikke vente på sig.
En særligt hård kritik ramte Humphries på Facebook, hvor en fan spekulerede i, om hans storhedstid er forbi.
Det er ikke første gang, at Humphries må høre på dommedagsprofetier, og efter to uger med tidlige exits – først i Cardiff mod Michael van Gerwen og så i finalen i Newcastle – er der ikke mangel på folk, der står klar til at dømme ham ude.
Men når man ser nærmere på stillingen i Premier League, ligger han altså stadig nummer to med 18 point, fem foran netop van Gerwen.
Kritikken, som fik Humphries til at reagere, kom fra en bruger på "All Things Darts"-siden:
- Humphries’ prime er væk. Han kommer til at falde langsomt men sikkert nedad på ranglisten.
Humphries valgte at tage til genmæle i stedet for at forholde sig tavs:
- Jeg har bogstaveligt talt vundet to af de sidste fire majors, din klovn! Et par dårlige uger definerer dig ikke. Husk, det samme skete sidste år i begyndelsen af sæsonen, og se hvordan den endte.
Humphries har helt sikkert en pointe. I februar tog han titlen ved World Masters – og før det vandt han Players Championship Finals i slutningen af 2024.
Selv om Humphries generelt har ry for at være en rolig og fattet fyr, er han ikke bleg for at tage kampen op digitalt.
Sidste år gik han i rette med en følger, der kritiserede hans påklædning – nærmere bestemt hans sko – og svarede tørt:
- De er virkelig behagelige, og jeg behøver ikke at gå på scenen i sko til 7.000 kroner for at blive verdensmester.