luke littler vm i dart penge

Luke Littler triumferer – og sender stikpille til rivaler

Dartmar. 07 , 14:02

Han vinder, han dominerer – og han holder sig ikke tilbage med ordene. Littler sendte en kæk bemærkning til sine rivaler efter en intens aften ved dartskiven.

Den unge dartkomet Luke Littler fortsatte sin imponerende sæson i Premier League Darts med endnu en sejr, da han torsdag triumferede på femte spillerunde i Brighton.

Aftenen bød på spektakulære præstationer, hvor både Luke Humphries og Rob Cross præsterede den ultimative bedrift i dartsporten: en ni-darter.

Men trods deres perfekte legs endte ingen af dem som aftenens store vinder.

Cross blev slået i semifinalen af Nathan Aspinall, mens Humphries røg ud allerede i kvartfinalen.

Dermed var det i stedet Littler, der til sidst stod tilbage som sejrherre – og han var ikke bleg for at give sin egen kække kommentar til rivalernes bedrifter.

Efter kampen blev han spurgt ind til de to ni-dart finishes, men den 18-årige stjerne svarede med et skævt smil: "Boring that." (”Kedeligt det der”).

En kommentar, der straks blev bemærket i dartverdenen.

Stikpille til rivalerne – eller bare selvtillid?

Littler er kendt for sin selvsikre attitude, og hans kommentar blev hurtigt tolket som en kæk stikpille til Humphries og Cross.

Ifølge The Daily Express er der dog også en anden forklaring:

Littler refererede muligvis til Premier League-sponsorens belønning for en ni-darter – en eksklusiv guldbelagt dartpil på 18 karat, der er en del af et samlet sæt til en anslået værdi af 260.000 kroner.

Littler kunne dog ikke selv tilføje sig til listen denne gang, selv om han forsøgte.

"Jeg prøvede. Jeg tror, de begge får guldpilene, så vi har stadig et par uger tilbage," sagde han efterfølgende med et grin.

Littler fortsætter med at imponere

Selv om ni-pilene ikke tilfaldt Littler denne gang, er han i forrygende form.

Den unge stjerne kommer direkte fra sin seneste store triumf ved UK Open og har nu yderligere cementeret sin status som en af verdens bedste.

Hans fokus er dog allerede rettet mod næste udfordring.

"Mit mål er top fire i Premier League. Når vi når til O2 Arena, så begynder mit rigtige titelforsvar," sagde han efter sejren.

Med sin ukuelige selvtillid og evne til at levere store præstationer gang på gang, tyder alt på, at dartverdenen skal vænne sig til at have Littler på toppen i mange år fremover.

Mest læste