Afghansk kvindefodboldhold hjælper flygtninge med traumer

Når Fatima Haidari trækker i støvlerne, forsvinder alt andet. Den 25-årige anfører for Afghan Women United beskriver det som et øjeblik, hvor tankerne om fortiden ophører.

Hun spiller, hun løber, og hun føler styrken fra de mange kvinder, som ikke længere selv kan gå på banen:

- Jeg føler, jeg tager deres hænder med mig.

Holdet består af kvinder, der måtte flygte efter Talibans magtovertagelse i 2021.

De lever nu spredt ud over Portugal, Australien, England og Italien, men de samles under ét navn: Afghan Women United.

Projektet blev startet af FIFA for at give kvinderne mulighed for igen at spille og repræsentere deres land, og samtidig fungerer de som et led i organisationens strategi for at støtte kvinders ret til sport og frihed.

Vejen til den første kamp var alt andet end enkel, da holdets visum til De Forenede Arabiske Emirater blev afvist, og derfor måtte planerne ændres i sidste øjeblik.

Turneringen Fifa Unites: Women’s Series blev flyttet til Marokko, og forberedelserne blev kortere end planlagt.

Men da spillerne trådte ind på banen i Berrechid vest for Casablanca, var alt andet glemt.

The Guardian skriver, at følelserne blandt tilskuerne og spillerne var overvældende.

Khalida Popal, som grundlagde Afghanistans kvindelandshold og selv sad på tribunen, var tæt på at besvime af bevægelse.

Hun så et nyt hold rejse sig, højt og stolt, og hun huskede de kvinder, der for år tilbage var de første til at spille for Afghanistan.

FIFA’s chef for kvindefodbold, Dame Sarai-Paea Bareman, kunne ikke rejse til turneringen, men fulgte med hjemmefra.

Hun kaldte oplevelsen “et højdepunkt i min karriere”, fordi det handlede om at give kvinderne deres stemme tilbage.

- Ingen burde miste retten til at spille fodbold, sagde hun.

Spillerne tabte 6-1 til Chad og 4-0 til Tunesien, men i sidste kamp kom forløsningen, da en sejr på 7-0 over Libyen blev en symbolsk triumf.

- For os betød resultaterne noget, men ikke kun på grund af fodbolden. Det handlede om at vise, at vi stadig betyder noget som kvinder fra et land, hvor kvinder nu er gjort til ingenting, sagde Haidari.

Bag sejren ligger år med frygt og flugt. Mange af spillerne bærer på dybe traumer og savnet efter familier, de måtte efterlade.

Alligevel bygger de nye liv, lærer sprog, studerer og hjælper andre flygtninge.

Popal fortæller, at kvinderne ikke bare kæmper for sig selv, men giver tilbage til samfundet. De ved nemlig, hvor meget tillid og støtte kan betyde.

Projektet er i første omgang er planlagt til et år og skal udvides med støtte til uddannelse og trænerkurser.

Målet er, at flere kvinder kan fortsætte i sporten som dommere eller trænere.

Haidari håber, at verden ikke glemmer Afghanistan. Hun beder om, at man fortsat husker de børn og unge, der drømmer om et frit liv:

- Giv aldrig op, og mist aldrig håbet. Så længe vores hold eksisterer, og også bagefter, vil vi kæmpe for frihed.