Sergio Busquets har meddelt, at han stopper karrieren efter denne MLS-sæson og dermed afslutter næsten 20 år på topniveau.
En af de mest markante defensive midtbanespillere i moderne fodbold, Sergio Busquets, har annonceret, at han indstiller karrieren, når denne sæson i Major League Soccer (MLS) er færdigspillet.
Beskeden blev fredag offentliggjort af hans klub
Inter Miami.
Den 37-årige spanier har gennem næsten to årtier været kendt som en taktisk klog og arbejdsom midtbanespiller, der med sit overblik og sine førstegangsafleveringer har været en nøglefigur på både klub- og landshold.
Busquets’ navn har gennem hele karrieren været tæt knyttet til Lionel Messi.
De to har spillet mere ned 600 professionelle kampe sammen.
De første 13 sæsoner i
FC Barcelona spillede de sammen, inden duoen i 2023 blev genforenet i Inter Miami.
Mens Messi stod for det spektakulære spil i offensiven, var Busquets manden, der tog sig af det usynlige arbejde.
Fra Guardiolas projekt til verdensmesterskaber
Det var Pep Guardiola, der i 2008 hentede den unge Busquets op på Barcelonas førstehold.
Her blev han hurtigt en central brik på et hold, der satte nye standarder for europæisk fodbold.
Busquets var kendetegnet ved sin placeringsevne, sine tacklinger og sin evne til at trække tempoet ud af modstandernes spil.
Karrieren har bragt ham store triumfer: VM-guld i 2010, EM-guld i 2012, tre Champions League-titler, ni spanske mesterskaber og syv spanske pokaltitler.
Hertil kommer en række øvrige turneringssejre.
Næsten 1000 kampe
På Instagram skriver Busquets:
- Tiden er kommet til at sige farvel. Det har været næsten 20 år af alt det, jeg har drømt om. Jeg trækker mig meget glad, stolt og tilfreds tilbage. Mest af alt er jeg taknemmelig.
Busquets kommer tæt på at runde 1000 professionelle kampe.
Han optrådte 722 gange for Barcelona, 143 gange for Spanien og har indtil videre spillet 105 kampe for Inter Miami.
Når sæsonen afsluttes, bliver det slutpunktet på en karriere, der har sat dybe spor i international fodbold.