Herrelandsholdet Brian Riemer Gustav Isaksen

Brian Riemer drømmer om to angribere, men Dolbergs trælår udfordrer planerne

Fodboldjun. 06 , 13:04
Spørgsmålet om opstillingen blev ikke helt besvaret, men landstrænerens svar afslørede alligevel noget vigtigt.
Danmarks herrelandshold er midt i forberedelserne frem mod lørdagens venskabskamp mod Nordirland i Parken. Selv om der ikke er point på spil, er ambitionerne intakte.
På et pressemøde tidligere i dag satte både landstræner Brian Riemer og offensivspiller Gustav Isaksen ord på stemningen i truppen, det taktiske fokus og den hårde træningsuge, der ligger bag dem.
Riemer gjorde det fra start klart, at han forventer sejre i begge af sommerens testkampe mod Nordirland og Litauen. Han betonede dog også, at de ikke kommer af sig selv:
- Det handler meget om udtrykket og præstationen.
Landstræneren roste spillernes mentalitet og træningsintensitet og slog fast, at man ikke tager noget for givet:
- Der kommer ikke nogen og mener, at de her kampe er ligegyldige. Det fortæller noget om den kultur, vi har.

Tvivl om Dolberg og taktisk nysgerrighed

En af de væsentlige nyheder på pressemødet var usikkerheden omkring Kasper Dolberg.
Angriberen døjer med et trælår og kan ifølge Riemer være tvivlsom til lørdagens kamp.
Det har fået landstræneren til at indkalde Carlo Holse som ekstra spiller for at sikre bredde i tilfælde af flere småskader.
Spørgsmålet om en mulig formation med to angribere blev også rejst i lyset af, at både Dolberg, Mika Biereth og Rasmus Højlund er med i landsholdssamlingen.
Riemer bekræftede, at han gerne vil forsøge sig med to angribere og “en killer mere i boksen”, men han ønskede endnu ikke at afsløre den præcise formation.
Lazio-spilleren Isaksen fortalte, at træningerne har været både hårde og intense. Han beskrev stemningen i truppen som “fuld smæk på” og fremhævede, at relationerne på holdet har udviklet sig positivt siden mandag.

Kultur og kampgejst i fokus

Både Riemer og spillerne har valgt at tage venskabskampene alvorligt.
Det blev især mærkbart, da Isaksen med et smil fortalte om et træningssammenstød med kollegaen Patrick Dorgu, hvor glidende tacklinger og næsten blodige knubs viste høj intensitet:
- Det føles, som om vi har alt at spille for, lød det fra Lazio-danskeren.
Kampene mod Nordirland i Parken morgen og den efterfølgende mod Litauen på tirsdag i Odense skal fungere som pejlemærker frem mod efteråret.
Mest læste