christian eriksen

Christian Eriksen er blevet vraget og skal blive hjemme

Fodboldmaj 28 , 15:15
Efter en turbulent sæson i Manchester United er Christian Eriksen ikke blandt de spillere, der er fløjet med klubben til Asien.
Kort efter slutfløjtet i Premier League-sæsonens sidste kamp mod Aston Villa, hvor Eriksen rundede sin karriere i United af med en scoring på straffespark, blev det offentliggjort at United ville sende en 32-mand stor trup til Malaysia og Hongkong.
Klubben har ikke oplyst andet, end at fraværet skyldes "personlige årsager", og det samme gælder for svenske Victor Lindelöf.
Den rutinerede Jonny Evans er til gengæld med i truppen for at tage afsked med klubbens fans i Fjernøsten.
BT skriver, at turen ventes at indbringe klubben cirka 70 millioner kroner i sponsorindtægter og eksponering.
Truppen består af en blanding af stamspillere, unge talenter og profiler, som for nylig har været skadet.
Spillerne skal møde ASEAN All Stars og Hongkongs landshold i opvisningskampe, der har stor økonomisk og brandingmæssig betydning for den falmede engelske klub.

Kontrakten blev ikke forlænget

Christian Eriksens kontrakt med Manchester United udløber den 30. juni, og det har længe været kendt, at den ikke ville blive forlænget.
Eriksen er til gengæld netop blevet udtaget til det danske landshold, der spiller to testkampe mod Nordirland og Litauen i juni måned.
- Han har gjort sit i United, og nu er det landsholdet, der fylder for ham her i sommerperioden, udtalte fodboldkommentator Morten Bruun i forbindelse med truppens offentliggørelse.
Manchester Uniteds cheftræner Rúben Amorim har understreget, at turen til Asien er en del af en global strategi, der ikke nødvendigvis har det store sportslige formål.
Han kalder det en “lille pris at betale” for at komme tættere på fansene og skabe et økonomisk råderum.
Det er imidlertid ikke alle i den engelske fodboldverden, der er lige imponeret af Manchester Uniteds charmeoffensiv i fjernøsten.
Den tidligere Manchester City-spiller Michael Brown siger i BBC Radio 5 Live’s Football Daily-podcast, at man som spiller naturligt har nået et punkt ved sæsonens afslutning, hvor kroppen og hovedet siger stop.
Han mener ikke, at det kun handler om fysisk restitution, men også om at få luft mentalt inden næste sæson.
- Man har brug for at smække benene op og finde ro, før man igen skal præstere.
Brown tilføjede samtidig, at han godt forstår de økonomiske motiver bag turen, men han mener at den slags initiativer faktisk ikke burde være tilladt.
Den tidligere engelske landsholdsmålmand Paul Robinson har ligeledes påpeget, at ingen af spillerne reelt har lyst til at tage af sted, men at de er kontraktligt forpligtet til at deltage af kommercielle årsager.
Efter en sæson, hvor United missede Champions League og sluttede helt nede som nummer 15 i Premier League, er det kommercielle fokus da også endnu større end normalt.
Mest læste

Mest læste