england landshold

Coldplay tvinger det engelske landshold til at skifte hjemmebane

Fodboldmar. 26 , 19:25

Thomas Tuchel har fået en perfekt start som engelsk landstræner med to sejre i de første to kampe på Wembley.

Men nu må den tyske træner og hans mandskab pakke kamptrøjerne og rykke ud af nationalarenaen – i hvert fald midlertidigt. Grunden? Coldplay.

Det populære britiske band spiller intet mindre end ti koncerter på Wembley i sensommeren, og det kolliderer direkte med Englands VM-kvalifikationskamp mod Andorra den 6. september.

Derfor har det engelske fodboldforbund været nødt til at finde et nyt hjemmebanested, og valget er faldet på Villa Park i Birmingham – hjemmebane for Aston Villa.

Det bliver ikke den eneste gang i den kommende periode, hvor England må se bort fra Wembley. Også sommerens venskabskamp mod Senegal den 10. juni bliver spillet andetsteds, nærmere bestemt på City Ground i Nottingham – hjemmebane for Premier League-klubben Nottingham Forest.

TIlbage på Wembley til oktober

Den næste landskamp på Wembley bliver først den 9. oktober, hvor England møder Wales i en testkamp.

Selvom det naturligvis er en logistisk ændring for både spillere og fans, er der intet, der tyder på, at det sportsligt kommer til at slå Tuchel og co. ud af kurs.

England har fået en stærk start på VM-kvalifikationen med to sejre i marts: 2-0 over Albanien og en overbevisende 3-0-sejr mod Letland. Tuchel roste holdets attitude og kvalitet, men han var også klar i mælet om, at der stadig er plads til forbedring:

- Vi mangler endnu lidt i bevægelserne, især i anden halvleg, men vi arbejder os i den rigtige retning, sagde han efter Letland-kampen.

Villa Park skulle have været vært for landsholdet i 2020

En af de spillere, Tuchel havde ros til overs for, var Reece James, som han beskrev som “skarp og i fremragende form”. Samtidig har kaptajn Harry Kane kvitteret med to mål i de to kampe, og Bayern-stjernen har nu scoret 71 gange for det engelske landshold.

Selvom kampene mod Andorra og Senegal ikke bliver spillet på Wembley, kan det vise sig at være en gevinst for fans uden for London, der nu får muligheden for at opleve landsholdet tættere på hjemmefronten.

Villa Park skulle i øvrigt have været vært for en venskabskamp mod Rumænien i juni 2020, men den blev som bekendt aflyst på grund af coronapandemien.

Mest læste