cristiano ronaldo

Cristiano Ronaldo truede med at ringe til politiet efter hotelkonflikt

Fodboldjul. 31 , 13:07
Cristiano Ronaldo oplevede kaotiske scener på et østrigsk hotel, hvor fans belejrede hans værelse under Al Nassrs træningslejr.
Cristiano Ronaldo og hans klub Al Nassr er i disse dage på træningslejr i Saalfelden i Østrig.
Opholdet på luksushotellet Gut Brandlhof har dog udviklet sig til et sandt kaos, hvor den portugisiske superstjerne har haft svært ved at finde ro.
Ifølge den østrigske avis Kronen Zeitung er hotellet blevet belejret af hundredevis af børn og deres familier, der håbede på at få et glimt af Cristiano Ronaldo eller sikre sig en autograf.
Flere af familierne skulle endda have booket ophold på hotellet alene for at komme tæt på den berømte angriber.
Situationen eskalerede lørdag, da en gruppe børn bankede på Ronaldos dør.
Den episode fik superstjernen til at reagere voldsomt. Han truede angiveligt med at ringe til politiet, hvis ikke forstyrrelserne ophørte.
Sikkerheden slog fejl
En af hotellets vagter erkender over for Kronen Zeitung, at sikkerheden ikke var tilstrækkelig, da børnene først fandt vej ind på hotellet.
- Da børnene kom ind på hotellet, var vi ikke organiseret godt nok, udtaler vagten.
Også hotellets ejer, Alexander Strobl, indrømmer, at der er behov for en anden tilgang, hvis Al Nassr vender tilbage næste år.
- Hvis de kommer igen næste år, er vi nødt til at handle på en helt anden måde. Mange mennesker synes, det er en selvfølge at få en autograf eller et billede med Ronaldo, bare fordi man bor på samme hotel, men det er det ikke, siger Strobl.
Fans kræver autografer
Trods episoden har Ronaldo brugt tid på at skrive autografer og tage billeder med de mange børn, men utilfredsheden blandt nogle forældre er stadig stor.
Flere mener, at når de har betalt en høj pris for at bo på hotellet, burde deres børn have ret til at møde stjernen.
Kronen Zeitung beskriver, hvordan fans fortsat flokkes omkring hotellet i håbet om et glimt af den femdobbelte Ballon d’Or-vinder, mens sikkerhedspersonalet arbejder på at genskabe roen på luksushotellet.
Mest læste

Mest læste