Den danske landsholdsspiller kunne have badet i penge, men alligevel valgte han at takke nej til tilbuddet.
I de seneste måneder har flere store stjerner besluttet at vende europæisk fodbold ryggen. Årsagen er, at de har taget imod lukrative kontrakter i Saudi-Arabien.
Selvom pengene er store, er det ikke alle, der lader sig lokke. Én, der ikke har kastet sig over tag selv-bordet i det olierige land, er danske
Jannik Vestergaard.
Leicester-spilleren er blevet tilbudt en lukrativ aftale i Saudi-Arabien, der ville give ham 40 millioner kroner udbetalt. Alligevel er det ikke et skifte, han har interesse i.
I et interview med B.T. fortæller han, at han ikke vil gå på kompromis med sine sportslige ambitioner. Samtidig fortæller han, at han ikke ønsker at afsløre navnet på klubben.
"Penge har aldrig været min motivation. Den sportslige udfordring er hele grunden til, at jeg spiller fodbold – og elsker at gøre det," siger han til B.T.
Han har fortsat kontrakt med Leicester et år endnu, men han er åben for at forlade den engelske klub, der er rykket ned i Championship. Hans ønske om et skifte hænger dog primært sammen med manglen på spilletid.
Hvis han skal forlade Leicester denne sommer, bliver det ikke til fordel for en saudiarabisk klub. Derimod ønsker han at finde en klub i en af de fem store ligaer, fortæller han.
"Helt ærligt, så går jeg efter de fem store ligaer, og jeg forstår på min agent, at der er god interesse. Jeg har store sportslige ambitioner, og der er god tid tilbage i vinduet, så jeg synes, at det ser godt ud," siger han.
Dermed sætter han også en stopper for rygterne om, at han er på vej tilbage til dansk fodbold.