gettyimages 2157125792

Dansk målmand er blevet en kæmpestor stjerne i Indonesien

Fodboldmar. 05 , 11:27

Hverdagens rutiner ser helt anderledes ud, end da han spillede i de danske klubber. Nu kan han dårligt gå på gaden uden opmærksomhed.

De fleste danske fodboldfans har næppe hørt navnet Kevin Ray Mendoza. Men rejser man til Indonesien, er det en helt anden historie. Her er den 30-årige målmand fra Herning en regulær superstjerne.

Mendoza vogter målet for den indonesiske storklub Persib Bandung, hvor han har opnået en status, de færreste danske spillere oplever – selv i Europa.

Fansene dyrker ham som en sand kultfigur, og nogle går endda så langt som at jagte ham rundt i millionbyen Bandung for at få et glimt af deres idol.

En af de mest dedikerede fans, Rizki, lægger ikke skjul på sin beundring.

"Jeg elsker virkelig Kevin Ray Mendoza. Først og fremmest fordi han er pæn, men også fordi han er en god målmand," fortæller hun.

Og Rizki er ikke alene. Når Mendoza bevæger sig rundt i byen, bliver han ofte mødt af lange køer af fans, der venter tålmodigt på at få taget billeder med ham.

"Fansene er ret ekstreme. Vi bliver meget sådan nogle idoler for dem. Jeg havde måske drømt om at blive en stor fodboldstjerne i Europa – men ikke i Asien," siger Mendoza.

Fra dansk divisionsbold til asiatisk storhed

Mendoza har ikke altid været en del af fodboldens største scener.

Som ungdomsspiller i Viborg FF lykkedes det ham aldrig at slå igennem på førsteholdet, og hans karriere fortsatte i en række mindre danske klubber som Kjellerup, Ringkøbing, Thisted, Horsens, HB Køge og Vendsyssel.

I 2021 stod han ved en skillevej.

Efter år med op- og nedture i Danmark dukkede en uventet mulighed op fra Asien.

En agent kontaktede ham med et tilbud fra den malaysiske klub Kuala Lumpur – og selv om Mendoza var glad for sin tilværelse i Danmark, følte han, at tiden var inde til et eventyr.

"Jeg var glad for at spille i Danmark, men jeg skulle ud at opleve noget andet," fortæller han.

Ifølge TV2 var det særligt udsigten til at spille med om titler, der lokkede Mendoza til Malaysia.

Og den beslutning har vist sig at være den helt rigtige.

Heltestatus i Persib Bandung

Efter to succesfulde sæsoner i Malaysia tog Mendoza endnu et skridt i sin karriere og skiftede til Persib Bandung i Indonesien.

Her har han allerede været med til at vinde det indonesiske mesterskab, og fejringen i Bandung var på niveau med de største fodboldfester i verden.

Fansene har endda skrevet en personlig sang til Mendoza, som ofte gjalder ud over stadion under kampene.

"Det er en fantastisk støtte. Jeg kan virkelig godt lide sangen. Jeg er meget beæret over det," siger han.

Udover at nyde stor succes på klubholdet har Mendoza også fået Indonesisk statsborgerskab, hvilket har resulteret i en udtagelse til det indonesiske landshold, som han indtil videre har spillet 12 kampe for.

Med den popularitet, han nyder i Indonesien, er der ingen planer om en snarligt hjemkomst til Danmark.

Mendoza bor i Bandung med sin hustru og deres nyfødte datter og nyder livet som professionel fodboldspiller i en af Asiens mest passionerede fodboldnationer.

"Det her er ikke noget, man bare kan gøre igen. Når jeg bliver ældre og er færdig med fodbold, kan jeg gøre alt muligt andet. Fodbold er bare dét, jeg skal," afslutter han.

Mest læste