”De sagde, jeg skyldte dem noget” – Brøndby-profil om had, pres og et stort valg
Fra kransekage til krads kritik, og siden har det præget både hans karriere og relationen til dem, han voksede op iblandt.
Der var konfetti og klapsalver, da Brøndbys Benjamin Tahirovic tidligere på ugen fik sit navn føjet til den ikoniske landsholdsvæg på Sydsiden af Brøndby Stadion.
Læs mere
En hædersplads, der vidner om klubbens stolthed over deres landsholdsspillere – og en scene, hvor Tahirovic nu står side om side med Rommedahl, Katongo og alle de andre blå-gule ikoner.
Men bag de glitrende bobler og stolte blikke gemmer der sig en historie fyldt med svære valg og personlige omkostninger.
Da den nu 22-årige midtbanespiller valgte at spille for Bosnien frem for Sverige, hvor han er født og opvokset, blev han ikke blot mødt med undren – men med had.
– Mine venner og familie støttede mig, men mange svenskere mente, jeg skyldte dem noget. De skrev, at jeg havde fået gratis skole og gratis lægehjælp, og at jeg derfor burde vælge Sverige. Nogle af beskederne var så grove, at jeg ikke engang vil gengive dem, fortæller Tahirovic.
“Ringede bare for at ringe”
Det var ikke sådan, at Sverige ikke forsøgte. Ifølge TV 2 Sport havde både det svenske og det bosniske fodboldforbund kontaktet Tahirovic, inden beslutningen skulle træffes. Men i hans øjne var der en verden til forskel på engagementet.
– Janne Andersson ringede og sagde, at jeg havde potentiale, og at de måske ville bruge mig engang. Men han kunne ikke love noget. Det lød, som om han bare skulle ringe for syns skyld. Jeg kunne ikke mærke ægte vilje fra ham, siger Tahirovic.
Valget blev derfor nemt, da Bosniens sportsdirektør tog kontakt. Her blev han mødt med oprigtig interesse og en klar plan.
Siden da er det blevet til 16 landskampe for Bosnien, hvor han også har bidraget til en perfekt start på VM-kvalifikationen.
Rødderne trak stærkere end pas og postnummer
Selv om Tahirovic har tilbragt hele sin opvækst i Sverige, var valget om at spille for Bosnien dybt forankret i identitet og familiearv.
– Jeg er vokset op i Sverige, men i mit hjerte er jeg bosnisk. Når man spørger mine holdkammerater i Brøndby, så vil de også sige, at jeg er bosnier, ikke svensker, siger han og tilføjer:
– Vi er et lille land, men vi har så meget at byde på. Stolthed, kultur, og en kærlighed til spillet, som Europa endnu ikke helt har forstået.
I dag er han en profil på både klub- og landsholdsniveau, og hans beslutning har ikke blot formet hans karriere – men også hans selvforståelse. Rejsen dertil har ganske vist haft sin pris, men den unge fodboldspiller fortryder intet. Tværtimod.
