Det har været forsøgt før, men denne gang kan det blive på opfordring fra højested sted.
England har ikke været værtsnation for fodboldens største scene siden 1966, hvor Sir Alf Ramseys hold løftede Jules Rimet-trofæet på Wembley.
Siden har fodboldlandet forsøgt at bringe verdensmesterskabet hjem igen flere gange, men uden held.
Buddene til turneringerne i 2018 og 2022 blev begge tabt, og ikke uden kontroverser.
Efterfølgende har der været anklager om korruption og stemmekøb i de omstridte afstemninger, hvor Rusland og Qatar endte som værter.
Men nu blæser der nye vinde i
FIFA, og med dem følger en åbning, som England bør tage alvorligt.
Det mener i hvert fald Victor Montagliani, næstformand i FIFA og præsident for det nordamerikanske fodboldforbund CONCACAF.
– Jeg kan ikke se, hvorfor England eller Storbritannien ikke skulle være værter for et fremtidigt VM. Det ville blive et fantastisk mesterskab, og de bør overveje det seriøst, siger Montagliani i et interview med The Times.
Kæmpe prestige og økonomi på spil
Montagliani fremhæver samtidig, at et VM er langt mere end bare sport. Turneringen genererer op mod 90 procent af FIFAs samlede indtægter, og omkring 80 procent af disse penge sendes direkte videre til medlemslandenes udviklingsprojekter.
Derfor er det afgørende, at værtslandene både kan løfte opgaven organisatorisk og kommercielt.
England vurderes bredt som et oplagt bud. Dog vil konkurrencen være hård, og spørgsmålet er, om et samlet britisk bud, der inkluderer Skotland, Wales og Nordirland, vil have bedre chancer i FIFA’s roterende model, der skal sikre regional balance.
Montagliani understreger, at beslutningen ikke længere skal tages af én person alene, men via råd og bestyrelser.
Han opfordrer til, at sporten skal væk fra tidligere tiders “spild og skandaler” og over i en moderne og gennemsigtig proces.
2038 og 2042 i spil for britisk bud
FIFA har allerede fordelt værtskaberne for de kommende slutrunder.
- I 2026 går turen til USA, Canada og Mexico.
- I 2030 bliver VM delt mellem Spanien, Portugal, Marokko med enkelte udvalgte kampe i Sydamerika.
- 2034 er tildelt Saudi-Arabien, der var eneste ansøger.
Det næste åbne mesterskab bliver derfor enten 2038 eller 2042, og det er her, England kan melde sig på banen, eventuelt som del af et samlet britisk bud.
Samtidig ventes kvindernes VM i 2035 at finde sted i Storbritannien, hvilket kan fungere som et springbræt og et bevis på organisatorisk parathed.
Et VM på hjemmebane vil naturligvis kræve politisk opbakning og økonomiske investeringer i milliardklassen, men potentialet for både sportslig og samfundsmæssig gevinst er enormt.
Hvis fodbolden virkelig skal "komme hjem", er tiden måske ved at være moden. FIFA er klar til at lytte, og bolden ligger nu på FA's banehalvdel.