Erling Haaland har delt et billede af sin kost, og det er der ikke blevet taget godt imod på de sociale medier. Erling Haaland er villig til at gå langt for at kunne præstere optimalt på banen. Det betyder også, at han har en kost, som de færreste har lyst til at indtage.
Blandt andet drikker han særlige smoothies med mælk, spinat og grønkål. Han drikker kun filtreret vand og vægter sollys højt, da det booster hans døgnrytme.
Det stopper dog ikke her. Det viste han for nylig frem med et billede på Instagram, og det har fået mange fans til tasterne.
Den norske stjerne delte et billede af et stort fad med okselever, som han spiste efter 3-0-sejren over Everton.
"Det er fandme dejligt," skrev den 22-årige målmaskine som tekst til sit billede.
Sådan er det dog ikke alle fans, der ser på det. På Twitter er der flere, der har sammenlignet hans kost med 'fæces', mens andre ganske enkelt har kaldt det for 'ulækkert'.
Sommetider deler Haaland billeder på de sociale medier, når han spiser saftige bøffer eller østers. Denne gang var hans aftensmad dog ikke helt så tiltalende.
Den tidligere Borussia Dortmund-spiller har før udtalt sig om sin forkærlighed for kohjerte- og lever. Det skyldes, at de har en høj næringsværdi, da begge dele indeholder en stor mængde protein, vitaminer og mineraler.
I en dokumentar kaldet 'Haaland: Valget' har han udtalt sig om sin 'Hannibal Lecter-lignende diæt'.
"I spiser ikke det her, men jeg er optaget af at passe på min krop," sagde han, da han fremviste både hjerte og lever fra slagteren.
"Jeg synes, at det er vigtigt at spise kvalitetsmad. Folk siger, at kød er dårligt for dig, men hvilket? Det kød du får på McDonald's? Eller fra den lokale ko, der går på græsset lige derovre? Jeg spiser hjertet og leveren."