jacob neestrup fck

Hollandsk medie sender FCK-træner til Ajax Amsterdam

Fodboldnov. 07 , 18:18
Danskeren nævnes som mulig afløser i den hollandske storklub.
Den hollandske traditionsklub har haft et uroligt år med skiftende ledelser og manglende resultater, og nu leder man efter en stabil figur til at stå i spidsen for holdet i Johan Cruyff Arena.
Torsdag offentliggjorde klubben beslutningen om at afslutte samarbejdet med træneren John Heitinga, og kort efter begyndte spekulationerne om, hvem der skal tage over.
Det hollandske medie Voetbal Primeur har udarbejdet en liste med ti kandidater, som ifølge mediet kan være på blokken hos Ajax.
Blandt navne som Erik ten Hag, Xavi og Kjetil Knutsen dukker der ét op med særlig interesse set med danske briller, nemlig Jacob Neestrup fra FC København.
Fremhæves som en moderne træner
Ifølge Voetbal Primeur passer Neestrup ind i Ajax’ ønskede profil.
Han beskrives som en ung og ambitiøs træner, der har markeret sig gennem resultater snarere end en lang spillerkarriere.
Den 37-årige københavner fik tidligt succes som træner og har allerede ført FC København til to mesterskaber og to pokaltitler.
I sæsonen 2023-24 førte han klubben til ottendedelsfinalen i Champions League, hvor blandt andre Manchester United og Galatasaray blev slået på vejen.
I sidste sæson nåede de ottendelsfinalen i Conference League, hvor Chelsea endte med at slå dem ud.
Det hollandske medie skriver, at Neestrups taktiske tilgang med en fleksibel 4-3-3-formation med fokus på hurtige gennembrud minder om Francesco Farioli, der tidligere havde stor succes i Ajax og nu står i spidsen for FC Porto.
Neestrups internationale resultater og evne til at udvikle unge spillere tiltaler mange i Ajax’ sportslige ledelse, hvor man leder efter en træner, der kan genopbygge klubbens identitet og spillestil uden nødvendigvis at skulle bruge mange penge på dyre transfers.
Hans løn i København vurderes til omkring 10 millioner kroner årligt, hvilket er under det, Ajax tidligere har betalt sine cheftrænere. Dette aspekt er også tiltalende for hollænderne.
Ten Hag favorit, men døren står på klem
Erik ten Hag nævnes som den klare favorit til at vende tilbage til Amsterdam. Han førte Ajax til tre mesterskaber og en Champions League-semifinale i 2019, inden han tog til Manchester United og siden havde et kort ophold i Bayer Leverkusen.
Ifølge transferjournalisten Fabrizio Romano har Ajax allerede haft indledende kontakt med ten Hag, men det er endnu uklart, om parterne kan blive enige om betingelserne.
Hans seneste løn i Tyskland lå på omkring 45 millioner kroner om året, hvilket kan blive en udfordring for klubben.
Skulle forhandlingerne bryde sammen, vil Ajax sandsynligvis kigge på alternativerne på listen, og her virker Jacob Neestrup som et spændende bud.
Han har vist evnen til at skabe resultater på et stramt budget og samtidig fastholde et offensivt udtryk.
Om Ajax tør satse på en ung dansker i stedet for en rutineret hollænder, må tiden vise.
Mest læste

Mest læste

Loading