Preben Elkjær Rasmus Højlund

Preben Elkjær giver Rasmus Højlund et godt råd: "Lås døren"

Fodboldokt. 02 , 17:44
To mål i Champions League blev efterfulgt af en opfordring fra en af dansk fodbolds største profiler med kendskab til det italienske fodboldliv.
Rasmus Højlund har fået en lovende start på tilværelsen i Napoli, og onsdag aften sendte han bolden i mål to gange i 2-1-sejren over Sporting Lissabon i Champions League.
Med sine scoringer blev den 22-årige dansker dermed den afgørende spiller for de italienske mestre, som efter nederlaget til Manchester City i første runde nu står med tre point efter to kampe i gruppen.
Den stærke præstation blev der lagt mærke til både på banen og i TV3s Champions League-studie.
Højlund forklarede efter kampen, at hans jubel med en finger rettet mod klublogoet og Champions League-emblemet handlede om hans glæde over at spille i Napoli og om passionen for at score i Europas største turnering:
- Jeg bryder mig ikke så meget om at tale om mig selv, jeg vil hellere tale om holdet. Mine holdkammerater har fra starten været tålmodige og forsøgt at hjælpe mig med at falde til.
Lås døren derhjemme
Den tidligere Verona-angriber Preben Elkjær var imponeret over Højlunds indsats og fremhævede især målet til 2-1, hvor danskeren kastede sig frygtløst ind i situationen
- Han går frygtløst ind og risikerer alt. Det er en farlig situation for både målmanden og angriberen, men han sætter hovedet på bolden, og det er rigtig godt, lød det fra Elkjær i studiet.
Den tidligere landsholdsbomber sagde, at Højlund bør tage sine forholdsregler fremadrettet, når han færdes i Napoli:
- Nu kan han køre hjem efter denne her kamp, og så skal han låse døren derhjemme, fordi det her er altså Napoli. Når du scorer to mål og vinder en Champions League-kamp, så kan du ikke vise dig på gaden.
Elkjær ved, hvad han taler om.
Han blev selv nærmest udødeliggjort i Verona efter mesterskabet med Hellas Verona i 1985 og kender de italienske fans’ begejstring på tæt hold.
40 år senere er han stadig et stort navn i byen, og i 2018 blev han udnævnt til æresborger i Verona.
Nye forventninger og stort prisskilt
Napoli har lejet Rasmus Højlund fra Manchester United for denne sæson.
Aftalen indeholder en købsobligation, der træder i kraft, hvis Napoli kvalificerer sig til næste års Champions League.
Beløbet er sat til 336 millioner kroner, mens lejeaftalen i sig selv koster klubben 45 millioner kroner.
Højlund har nu scoret tre gange i sine første fem kampe i Serie A og Champions League.
Hans samarbejde med belgiske Kevin de Bruyne, der også er ny i klubben, fungerede glimrende mod Sporting.
Begge Højlunds scoringer kom efter præcise oplæg fra midtbanestjernen, hvilket lover godt for resten af sæsonen.
- Rasmus har rigtig meget kvalitet, og som angriber skal man kunne dufte målene. Det er vigtigt for ham og for holdet, sagde de Bruyne til BBC efter kampen.
Højlund er for alvor blomstret op igen i Napoli efter det mislykkede ophold i Manchester United.
Mest læste

Mest læste

Loading