Ved pressemødet i Oslo blev der lagt pres på træneren for at kommentere situationen i Mellemøsten, men han fastholdt sin prioritet.
Norges landstræner Ståle Solbakker har gjort det klart, at han ikke vil diskutere den aktuelle konflikt i Mellemøsten før VM-kvalifikationskampen mod
Israel den 11. oktober på Ullevaal Stadion.
Tidligere på dagen præsenterede han truppen til de kommende landskampe, og han forklarede, at hans opmærksomhed udelukkende ligger på opgaven på banen:
- Vi er i en turnering, hvor Israel er med, så hvad jeg mener eller ikke mener, spiller egentlig ikke så stor rolle. Skal vi kvalificere os til VM, må vi møde de hold, vi bliver sat op imod. Jeg kan svare på alt om fodbolden nu. Efter kampen mod Israel kan vi tage den politiske del, og så skal I få et klart svar på, hvad min mening er.
Sikkerhed, strejke og politisk uro
Kampen mod Israel afvikles under skærpede forhold.
Ifølge en pressemeddelelse fra Norges Fodboldforbund er der solgt omkring 2.500 færre billetter end normalt som et led i sikkerhedsforanstaltningerne.
Generalsekretær Karl-Petter Løken udtaler, at der er truffet flere særlige hensyn for at sikre en tryg afvikling for både spillere og publikum.
Politiet vil samtidig være til stede uden for stadion og vurderer situationen løbende.
På kampdagen bliver der yderligere en politisk dimension, da Oslo Sporveiers Arbeiderforening har varslet en kort strejke i kollektivtrafikken i solidaritet med
Palæstina.
Strejken betyder, at alle sporvogne og T-banetog i Oslo stopper i et kvarter klokken 17, en time før kampstart.
Der har i dagene op til kampen været spekulationer om, hvorvidt Israel kan blive udelukket fra europæisk fodbold.
Norges fodboldforbund har ifølge NRK været med til at presse på for et ekstraordinært UEFA-møde om sagen.
Præsident for det norske fodboldforbund Lise Klaveness har åbent sagt, at hun personligt mener, at Israel burde udelukkes på linje med Rusland.
Amnesty har også krævet, at Israel bliver smidt ud af de internationale turneringer.
VM-drømmen på spil
Norge ligger tre point foran Italien i gruppen og har dermed kurs mod en direkte plads ved næste års VM. Det ville i så fald være deres første VM-deltagelse siden 1998.
En sejr over Israel vil bringe dem tættere på målet, og med yderligere tre point mod Estland få dage senere vil det kræve en storsejr til Italien i den sidste kamp for at true nordmændenes billet.
Solbakken har udtaget profiler som Erling Haaland, Martin Ødegaard og Alexander Sørloth, mens Morten Thorsby er vraget.
- Det er fordi han ikke spiller fodbold, lød det nøgternt fra landstræneren om Genoa-spilleren.
På trods af den store politiske uro understregede Solbakken endnu en gang, at kampen på banen er det vigtigste lige nu:
- Jeg har været frontfigur i debatter om både Qatar og Covid og har spillet en omgang politik mod Israel. Denne gang holder jeg mig til sporten før kampen. Når den er overstået, kan vi tage resten.