Mjällby + Mjallby

Svensk sensation går verden rundt

Fodboldokt. 21 , 15:00
Mjällbys mesterskab skaber overskrifter langt uden for Sveriges grænser, og den lille klub sammenlignes nu med Leicesters sensation i Premier League.
Mjällby AIFs mesterskab i Allsvenskan 2025 har ikke blot skabt overskrifter i Sverige, men også vakt international opmærksomhed.
Med 2-0-sejren over IFK Göteborg mandag sikrede klubben sig det første svenske mesterskab i sin historie, og det er blevet bemærket langt ud over Sveriges grænser.
Flere internationale medier har rapporteret om den uventede triumf.
Blandt overskrifterne lyder:
  • Goal: "Mjällby AIF har gjort det! Fiskerbyens hold sikrer sig det første svenske mesterskab med stil."
  • The Guardian: "Alt er bare skønt: Undertippede Mjällby vinder usandsynligt mesterskab for første gang."
  • Kicker: "Sensationen fra fiskerbyen: Mjällby AIF er svensk mester."
  • ESPN: "Mjällby vinder den svenske liga og kroner en fantastisk sæson."
  • Globo: "Mjällby fra en landsby ved Østersøen vinder det svenske mesterskab for første gang."
Dansk islæt i historisk triumf
Mjällby AIFs mesterskab blev sikret med tre runder tilbage i Allsvenskan, hvor klubben har samlet 66 point i 27 kampe.
Med blot et enkelt point mere vil klubben tangere den hidtidige pointrekord i ligaens historie.
I de sidste tre kampe møder Mjällby Norrköping, Värnamo og Häcken.
Flere danske spillere har haft en rolle i klubbens succes.
Jeppe Kjær kom på banen i anden halvleg af mandagens kamp, mens dansk-pakistanske Abdullah Iqbal har været en fast del af truppen siden sommeren 2024.
Tidligere på sæsonen forlod Nicklas Røjkjær og Jakob Kiilerich klubben, men også de bidrog til mesterskabssæsonens første halvdel.
TV 2 Sports fodboldekspert Jonas Hebo vurderer, at Mjällbys bedrift er bemærkelsesværdig.
Han påpeger, at det er sjældent, at en klub med begrænsede ressourcer og et lille bagland formår at vinde en liga med stærke og etablerede klubber.
- Det er en kæmpe sensation og en vanvittig bedrift af Mjällby, der er en lillebitte klub, som har leveret på et ekstraordinært niveau og endda undervejs mistede to af deres bedste spillere i Nicklas Røjkjær og Jakob Killerich, siger han.
Fra fiskerby til Champions League-kvalifikation
Mjällby AIF blev stiftet i 1939 og har hjemme i Hällevik i Blekinge. Stadionet Strandvallen rummer lidt over 6000 tilskuere, hvilket er knap fire gange flere end byens indbyggertal.
Klubben har spillet 14 sæsoner i Allsvenskan, hvor den bedste placering hidtil var en femteplads i 2020 og 2024.
Stadionet opfylder ikke UEFA's krav til Champions League, hvorfor klubben skal finde en alternativ løsning til sommerens kvalifikationskampe.
Mest læste

Loading