Efter fire mesterskaber, Champions League-deltagelse og 22 landskampe er det slut.
Når F.C. København på søndag spiller sæsonens sidste kamp, bliver det med et vemodigt farvel til en markant skikkelse i klubbens nyere historie.
Den 33-årige venstreback
Nicolai Boilesen har nemlig besluttet at indstille sin professionelle karriere. Ni år nåede han at spille med den københavnske løve på brystet.
Boilesen kom til hovedstadsklubben i 2016 efter fem sæsoner i hollandske Ajax Amsterdam, og han debuterede i Superligaen i februar 2017.
Siden da har han spillet 187 kampe for F.C. København og vundet fire danske mesterskaber, to pokaltitler og deltaget i adskillige europæiske gruppespil – heriblandt i Champions League.
- Det er meget specielt, at jeg nu har sagt det højt, siger Boilesen i den pressemeddelelse, som klubben har udsendt.
- Der er utrolig mange ting, jeg er stolt over at have opnået via fodbolden. Men jeg må også indrømme, at jeg nok havde troet, det kunne være blevet til endnu flere kampe, hvis ikke det havde været for skaderne.
Mere end bare en spiller i klubben
Boilesens tid i Parken har ikke kun været præget af titler og internationale kampe.
Det har også været en rejse med tilbagevendende skader og hårde kampe for at komme tilbage på banen. Alligevel er det kun taknemmelighed, der præger hans afsked.
- Jeg vil egentlig bare gerne sige tak for ni år på godt og ondt, lyder det fra Boilesen, som fremhæver fællesskabet i klubben og støtten fra fansene.
- Det er relationerne og menneskene omkring klubben, som har gjort det til noget særligt for mig. Jeg vil altid følge med i, hvordan det går.
Boilesen har været en nøglespiller for hovedstadsklubben, når han har været skadesfri.
Cheftræner Jacob Neestrup kalder ham “en absolut topspiller for klubben” og fremhæver Champions League-kampen i München i 2023 som et eksempel på hans ro og overblik på højeste niveau.
Et talent med internationalt vingefang
Boilesen begyndte som nævnt sin seniorkarriere i Ajax og nåede 52 kampe for den hollandske storklub, hvor han blandt andet var med i Champions League-opgør mod FC Barcelona og Manchester United.
Hans store gennembrud i Amsterdam blev dog gentagne gange hæmmet af alvorlige skader, og i 2016 vendte han tilbage han til dansk fodbold. Dog ikke til barndomsklubben Brøndby, men altså til rivalerne i Parken.
På
landsholdet blev det til 22 A-landskampe og deltagelse ved EM i 2021.
F.C. København vil tage behørig afsked med Boilesen på søndag, og for mange fans vil han forblive et symbol på både klasse og kampgejst.