Selv midt i succesens lyseste skær begynder sprækkerne at vise sig hos Red Bull Racing.
Holdet, der har domineret Formel 1 de seneste sæsoner med Max Verstappen som frontfigur, er stadig hurtigst på banen – men bag kulisserne lurer uro, usikkerhed og en række opsigtsvækkende interne spændinger.
Det mener i hvert fald tidligere F1-kører og nuværende ekspert Johnny Herbert, som i et interview med PokerFirma advarer om "fundamentale problemer" hos den østrigsk-britiske storklub.
Red Bull har, trods Verstappens fortsatte sejre, haft svært ved at få styr på holdets anden kører.
Både Sergio Perez og Liam Lawson har måttet lade livet i forsøget på at matche hollænderens præstationer. Sidstnævnte blev særligt bemærket, da Verstappen på sociale medier viste sin støtte til Lawson – et subtilt, men sigende tegn på den interne uro.
- Det viser meget, som Herbert udtrykker det. Han peger på, at holdets evige udfordring med at finde en værdig ’nummer to’ til Verstappen er en del af et større, strukturelt problem.
Samtidig har Red Bull været ramt af voldsomme rystelser i den sportslige ledelse. Anklager mod teamchef Christian Horner i begyndelsen af 2024 udløste et internt magtopgør, som stadig ikke er fuldt ud afklaret.
At Verstappens fremtid i teamet også er begyndt at blive diskuteret offentligt, hjælper ikke på roen.
Derudover er nogle af de mest centrale profiler i organisationen enten væk eller på vej væk: Teknisk chef Adrian Newey, sportsdirektør Jonathan Wheatley og strategi-chef Will Courtenay er alle eksempler på det kompetencetab, der risikerer at underminere Red Bulls styrkeposition frem mod de omfattende reglementsændringer i 2026.
- Det er ikke et skib, der sejler roligt, konstaterer Herbert og peger på, at Christian Horner og Helmut Marko ofte udtaler sig modstridende – noget, der kan indikere en ledelse i disharmoni.
Og selvom holdet endnu formår at levere topresultater – som senest med Verstappens overlegne sejr og pole position i Japan – er Herbert ikke i tvivl om, at det i højere grad handler om individets evner end om en harmonisk organisation:
- Det hele hopper og danser bag kulisserne, men de folk, der skal gøre bilen hurtig, gør stadig deres arbejde.
Spørgsmålet er, hvor længe det kan fortsætte.
Ifølge Herbert er det ikke nødvendigvis 2025-sæsonen, der bliver den afgørende prøve, men årene efter. Reglementsændringerne i 2026 kommer til at ryste posen i Formel 1, og Red Bull risikerer at miste grebet, hvis de interne spændinger ikke bliver håndteret.
Herbert konkluderer, at holdet indtil videre har formået at "male over sprækkerne", men advarer om, at de kommende sæsoner vil vise, om fundamentet stadig er solidt – eller om de revner, vi nu ser konturerne af, vil flække Red Bull i to.