adrian newey

Aston Martin-testkører løfter sløret for arbejdet med Adrian Neweys 2026-bil

Formel 1aug. 10 , 19:02
Udviklingskører Jak Crawford giver et første indblik i Adrian Neweys Aston Martin 2026-projekt, der markerer en ny æra i Formel 1.
Aston Martins udviklingskører Jak Crawford har givet et første indblik i arbejdet med teamets Formel 1-bil til 2026-sæsonen, som designes af Adrian Newey.
Den 20-årige amerikaner har tilbragt mange timer i simulatoren og arbejdet tæt sammen med både Aston Martin og motorleverandøren Honda.
Fra næste år træder omfattende regelændringer i kraft.
Bilerne bliver mindre og lettere, og motorerne vil levere en 50/50 fordeling mellem elektrisk kraft og forbrændingsmotor, som kører på bæredygtige biobrændstoffer.
DRS-systemet forsvinder, og i stedet indføres aktiv aerodynamik.
Honda skifter i 2026 fra Red Bull til eksklusivt at levere motorer til Aston Martin.
Samtidig har Newey, der tidligere har stået bag verdensmesterskaber med Williams, McLaren og Red Bull, haft fuld fokus på 2026-bilen siden sin ankomst til teamet i marts.
“Et fascinerende projekt”
Crawford fortæller i et interview med Aston Martin, at arbejdet med 2026-projektet allerede har givet ham en fornemmelse af de kommende ændringer.
– Det har været spændende at prøve 2026-modellerne i simulatoren, og som man kunne forvente, er det lidt anderledes end den nuværende generation af biler, med nye elementer som aktiv aero, man skal vænne sig til. Det er ikke helt repræsentativt for, hvordan bilen vil føles i Australien næste år, men det giver os et godt billede, siger han.
Crawford fremhæver især samarbejdet med Honda om den nye motor:
– Jeg har aldrig været med til at udvikle en motor før. Det er fascinerende at se fremskridtene, vi laver ud fra vindtunneldata og arbejdet med Honda.
Mulig fremtid på F1-gridden
Crawford, der i øjeblikket ligger nummer to i Formel 2 med 17 point op til Leonardo Fornaroli, kan selv få chancen for at køre Formel 1 i 2026.
Han er i dialog med det kommende Cadillac F1-team, men udelukker ikke Aston Martin eller andre hold.
– Det afhænger meget af, hvordan det går i Formel 2 i år. Hvis jeg kan vinde mesterskabet, vil det være stort for min karriere og åbne mange muligheder, siger han.
Mest læste