Williams-køreren havde noget på hjerte før løbet i Bahrain. Nu risikerer han at få en ny regning smidt i hovedet af motorsportens øverste instans.
Carlos Sainz står til endnu en gang at skulle åbne tegnebogen. Under FIA’s officielle pressekonference i Bahrain lod Sainz sig rive med i sin frustration over en tidligere bøde, og det kan meget vel koste ham en ny af slagsen.
Forhistorien starter i Suzuka, hvor Sainz modtog en bøde på 150.000 kroner (reduceret fra 450.000 kroner) for at komme nogle få sekunder for sent til nationalsangen. Halvdelen blev siden gjort betinget i et år.
En situation, som ifølge ham selv skyldtes en maveinfektion, der tvang ham til at søge ud på toilettet kort før start.
På trods af at lægelig dokumentation blev fremført, valgte dommerpanelet at fastholde en del af bøden.
Sainz, der inden sæsonstart skiftede Ferrari ud med Williams, har været tydelig i sin utilfredshed. I Bahrain satte han ord på sin frustration og formulerede det med en bemærkning, som nu kan komme til at koste ham dyrt.
Ved pressekonferencen forklarede den spanske racerkører:
- Jeg var fem sekunder forsinket. Jeg sagde undskyld, jeg tog ansvar. Men at betale 75.000 kroner for det... det giver simpelthen ikke mening. Jeg ved ikke, om jeg får endnu en bøde for at sige det her, men "shit happens" – sådan er det nogle gange.
Det er netop det sidste udtryk, der har tiltrukket sig opmærksomhed fra FIA.
Ifølge The Daily Express kan den udtalelse nemlig udløse en bøde på helt op til 290.000 kroner – et klart brud på de sprogregler, som FIA indførte i sidste sæson som en del af en større disciplinær stramning.
Formålet er at dæmme op for upassende sprogbrug i sportens officielle kanaler, og selv om mange kørere har balanceret på grænsen, har de fleste indtil videre undgået egentlige sanktioner.
Den spanske racerkører har tidligere vist sig som en mand med klare holdninger og har ikke tøvet med at kritisere systemet, når han føler sig uretfærdigt behandlet.
At han nu potentielt står over for endnu en økonomisk straf – alene for at udtrykke sin utilfredshed med den første – sætter spørgsmålstegn ved grænserne for ytringsfrihed i Formel 1’s rammer.
FIA’s formand Mohammed Ben Sulayem har allerede markeret, at det nye regelsæt skal tages alvorligt.
Senest har andre motorsportsgrene som rally set lignende bøder blive udstedt, hvilket indikerer, at man fra centralt hold ikke har i sinde at slække på linjen.
Om Sainz rent faktisk modtager bøden, og hvordan han i så fald vælger at reagere, må tiden vise.