Carlos Sainz har udpeget den farligste kører i Formel 1-feltet lige nu – og hans valg falder på en ung kører med flere uheld og strafpoint bag sig.
Carlos Sainz regnes som en af de mest regelrette kørere i Formel 1, når man ser på strafpoint.
Den spanske Ferrari-kører har blot fået to point de seneste 12 måneder, og det placerer ham blandt de mest disciplinære i feltet, side om side med navne som Lewis Hamilton og George Russell.
Gabriel Bortoleto, Nico Hülkenberg, Isack Hadjar og Esteban Ocon kan alle fire prale af ikke at have modtaget et strafpoint de seneste 12 måneder.
Men i et hurtigt interview med det spanske medie El Partidazo de COPE blev Sainz spurgt, hvem han mener er den farligste kører på gridden netop nu.
Hans svar var klart:
- Med de seneste episoder in mente, vil jeg sige [Liam] Lawson, sagde han.
Lawson i modvind efter flere sammenstød
Udmeldingen kommer efter en episode i Zandvoort, hvor Sainz og
Liam Lawson kolliderede i sving ét.
Begge pådrog sig punkteringer, og Sainz fik oprindeligt to strafpoint og 10 sekunders tidsstraf.
Williams appellerede dog dommen, og sagen blev efterfølgende vurderet som en "racing incident", hvorefter pointene blev fjernet.
Liam Lawson ligger i øjeblikket nummer tre på listen over flest strafpoint i feltet. Han er kun overgået af Oliver Bearman og Max Verstappen.
I løbet af det seneste år er han blevet tildelt point for fire sammenstød, hvoraf to fandt sted under samme løb i Bahrain.
Aggressiv stil skaber debat
Lawson, som er trådt fuldt ind i Formel 1 i løbet af det seneste år, har skabt debat med sin aggressive stil.
Ved Singapores Grand Prix kørte han galt to gange uden kontakt med andre biler, og ved tidligere lejligheder har både Fernando Alonso og Sergio Perez offentligt kritiseret ham for farlige manøvrer.
Alonso udtalte blandt andet efter løbet i Miami, at Lawson "ødelagde hans løb" med en overhaling, der ifølge spanieren "aldrig kunne lykkes".
Med 10 strafpoint er Oliver Bearman tættest på en løbskarantæne, men Lawson har med sine ni point også sat sig i en uheldig position.