Ferrari fik en svær start på weekendens Grand Prix i Austin.
Charles Leclerc havde svært ved at finde tempo under fredagens Sprint-kvalifikation til USA’s Grand Prix på Circuit of The Americas.
Leclerc vandt løbet i 2024, men i gårsdagens sprintkvalifikation måtte han nøjes med en plads som nummer 10, og det skabte tydelige frustrationer efter sessionen.
Efter et problem i den indledende træning, hvor hans bil måtte undersøges i garagen, manglede Leclerc kørselstid inden kvalifikationen.
Det viste sig at få betydning, da han i SQ1 kortvarigt var i fare for at ryge ud. Han endte til sidst i SQ3, men kunne ikke matche rivalerne i toppen.
- Overalt, svarede Leclerc kortfattet, da han blev spurgt, hvor han havde tabt tid.
- Min omgang var ren i SQ3, jeg fortryder ikke meget af det, jeg gjorde. Måske kunne lidt mere kørsel på mediumdækket have hjulpet med at finjustere bilen, men det ville højst give et tiendedel eller to. Det er ikke nok, vi er så langt bagefter nu, sagde han.
Leclerc tvivlede på, at teamet kunne ændre meget inden søndagens løb.
- Jeg vil blive meget overrasket, hvis vi finder noget, der får os til at tage et så stort spring. Jeg håber, jeg tager fejl, men lige nu virker det til, at det her er bilens potentiale.
Han bemærkede også, at det var overraskende at se andre hold præstere så stærkt.
- Det er meget overraskende, hvem der er hurtige denne weekend. McLaren og Red Bull er forventet, men Nico [Hülkenberg] i P4 har været hurtig hele weekenden. Vi må forstå, om de har fundet noget, vi ikke har, forklarede Leclerc.
Hamilton: "Ikke det tempo, vi havde forventet"
Lewis Hamilton havde heller ikke meget at glæde sig over, efter at han sluttede kvalifikationen som nummer 8.
- Det var bestemt ikke det tempo, vi havde forventet, sagde Hamilton efter sessionen.
Den syvdobbelte verdensmester forklarede, at bilen føltes ustabil og vanskelig at køre.
- Det så godt ud i træningen, og Q1 var også ret lovende, men derefter faldt det bare fra hinanden for os. Bilen er meget svær at køre. Den faldt bare væk fra os. Otte tiendedele er et bjerg at bestige, forklarede han.
Med begge Ferrari-kørere uden for top fem står det klart, at både Maranello-holdet får en udfordrende weekend foran sig i Austin, hvor Red Bull og McLaren igen ser ud til at have overtaget.