Charles Leclerc udgik tidligt i
Brasiliens Grand Prix efter en sammenstød i første sving, men placerer ikke hele skylden hos
Oscar Piastri for det uheld, der kostede ham et potentielt podie.
Ferraris Charles Leclerc oplevede et skuffende Grand Prix i São Paulo, hvor han allerede på første omgang måtte udgå efter en kollision med Oscar Piastri og Kimi Antonelli.
Episoden indtraf i forbindelse med en genstart efter Safety Car, og selvom Piastri blev tildelt en ti sekunders straf for påkørslen, mener Leclerc ikke, at australieren skal bære hele skylden.
– Jeg synes ikke, Oscar fortjente hele skylden i den situation, sagde Leclerc efter løbet og tilføjede:
– For mig er det mere en 50-50-fordeling mellem Kimi og Oscar. Jeg synes, Kimi vidste og var klar over, at Oscar var på indersiden. Ja, han var ikke helt side om side, som reglerne beskriver det, men man kan ikke tage svinget som om, ingen er på indersiden, hvis der faktisk er nogen der.
Et frustrerende punktum på en lovende weekend
Leclerc startede løbet fra tredje position og kom med to podieplaceringer i bagagen fra Austin og Mexico.
Derfor var forventningerne høje, men løbet i Brasilien blev brat afbrudt for monegaskeren, der tabte et hjul i sammenstødet og måtte parkere bilen tidligt.
– Det er meget frustrerende. Jeg ved ikke, om der var mulighed for mere end en podieplads, men en podieplads var helt klart realistisk, sagde han.
Episoden opstod, da Piastri forsøgte en sen indbremsning på indersiden af Antonelli i første sving.
Piastri lå teknisk set ikke helt på linje med Mercedes-køreren, men kontakt mellem de to sendte Antonelli ind i Leclerc, som endte med, at betale den største pris: Et ødelagt løb.
Dobbelt DNF for Ferrari
Med Leclercs exit og Lewis Hamiltons senere udtræden blev det en mørk dag for Ferrari, der nu er faldet ned på fjerdepladsen i konstruktørmesterskabet.
Holdet er blevet overhalet af både Mercedes og Red Bull og har dermed kurs mod en svær afslutning på sæsonen.
Leclercs vurdering af episoden skiller sig ud ved, at han anerkender kompleksiteten i situationen og peger på et delt ansvar snarere end at placere skylden entydigt.
Det ændrer dog ikke på, at Ferrari forlod São Paulo uden point og med endnu et uforløst resultat i bagagen.