Yuki Tsunoda har kun kørt fire løb for
Red Bull i 2025-sæsonen, men ifølge teamchef
Christian Horner har han allerede sat et positivt præg på holdet.
Ikke med resultater alene, men med sin energi og positive tilgang til tingene.
Japanske Tsunoda blev hentet ind fra og med Japans Grand Prix i et opsigtsvækkende sædebytte med Liam Lawson, angiveligt bakket op af en økonomisk håndsrækning fra Honda på €10 millioner for at sikre hans tilstedeværelse ved netop deres hjemmeløb.
Debuten i Suzuka bød på en beskeden 12.-plads efter en kvalifikation som nummer 14, mens Verstappen sikrede sig sæsonens hidtil eneste sejr.
"Han taber i alle områder sammenlignet med Max"
I Bahrain tog Tsunoda sine første point for Red Bull med en niendeplads, og i Saudi-Arabien kvalificerede han sig flot som nummer otte, men måtte udgå efter et sammenstød med Pierre Gasly allerede på første omgang.
I Miami imponerede han igen ved at køre sig ind i top 10 og tage det sidste point – på trods af en straf for for høj fart i pitten.
På overfladen ligner det en godkendt start for Red Bulls nye nummer to, men Horner gør det klart, at der stadig er en mærkbar forskel i niveau mellem Tsunoda og den firedobbelte verdensmester Max Verstappen.
- Han taber i alle områder sammenlignet med Max, siger Horner åbent, men tilføjer hurtigt, at det er nuancer, der adskiller kørere på dette niveau.
- Det er svært at pege på én bestemt ting. Som altid er det små forskelle gennem en omgang.
Horner er dog fuld af anerkendelse for det, Tsunoda har bidraget med bag kulisserne:
- Han har bragt en virkelig positiv energi ind i teamet. Han er en karakter og han er bestemt hurtig. Jeg tror, vi vil se ham tage flere skridt frem, efterhånden som han finder sin selvtillid.
Tsunoda er ved at indfinde sig hos Red Bull
En del af den indsats handler også om at blive fortrolig med Red Bulls arbejdsgange.
Forud for Miami fik Tsunoda mulighed for at køre et TPC (Testing of Previous Cars), hvor han fik ekstra banetid i en ældre Red Bull-racer.
Det gav ham værdifuld tid med ingeniørteamet, trods typisk britisk regnvejr om morgenen, og bidrog til hans udvikling.
Samtidig understreger Horner, hvor højt niveau Verstappen stadig holder, og hvordan han fortsætter med at overraske internt hos Red Bull.
- Han har leveret på så højt niveau i så lang tid. Han bliver bare ved med at overgå vores forventninger.
Særligt i Saudi-Arabien viste hollænderen et tempo, som ifølge Horner for første gang i år kunne matche og endda overgå McLaren under løbsforhold.
Mens Max Verstappen fortsat er det ubestridte fyrtårn i Red Bulls garage, begynder Yuki Tsunoda langsomt at finde sig til rette.