Der er ild i pitten hos Red Bull, og rygterne om en snarlig udskiftning på teamets andenplads er tæt på at eksplodere.
Efter endnu en svag præstation fra den unge kiwi Liam Lawson i Kina, og et opsigtsvækkende interview med Yuki Tsunoda, har spekulationerne om et nært forestående sædebytte nået nye højder.
Lawson, der ved sæsonstart overtog det eftertragtede Red Bull-sæde ved siden af Max Verstappen, har endnu ikke levet op til forventningerne.
Efter to løb står han uden point og sluttede som langsomste i kvalifikationen til både sprint og grand prix i Shanghai.
Teamet forsøgte at forbedre hans chancer ved at ændre på setuppet før løbet, hvilket sendte ham i pitlane fra start.
Men selv med den taktiske manøvre endte han kun som nummer 15 – foran Alpine-rookien Jack Doohan, begge Sauber-kørere og Tsunoda, der blev hæmmet af et sent pitstop.
Men det var netop Tsunoda, der satte gang i dramatikken uden for banen.
Da han blev spurgt, om han ville være klar til at tage Lawson-pladsen allerede ved Japans Grand Prix om to uger, svarede han uden tøven:
- Ja, hvorfor ikke. I Japan? 100%. BIlen er jo hurtigere.
Det ærlige svar nåede kun få sekunder ud i medierne, før hans pressechef greb ind og afbrød interviewet med ordene:
- Det er slut, som flere journalister opfangede på stedet.
Tsunoda har i fem sæsoner ventet på en reel chance i Red Bulls topteam og virker mere end klar til at gribe den. Med hans nuværende formkurve – og Lawsons faldende – virker skiftet pludseligt langt mere nært forestående, end Red Bull måske ønsker at indrømme.
Officielt siger teamet intet, men ifølge kilder i paddocken handler spørgsmålet nu om "hvornår" og ikke "om" en ny kører vil overtage sædet.
Siden Daniel Ricciardos exit i 2018 har Red Bull haft fire forskellige kørere i andensædet.
Alle har kæmpet med både pres og præstationer, og alle har mærket Helmut Markos velkendte, kompromisløse ledelsesstil, hvor tålmodighed sjældent strækker sig mere end et par løb ad gangen.
I et år, hvor holdet allerede har tabt momentum og ligger bag både Mercedes og McLaren i konstruktørernes stilling, har Red Bull ikke råd til en passager ved siden af Verstappen.
Max Verstappen har stadig leveret solide resultater, men heller ikke han har formået at trække teamet op alene. I Kina kom han ikke engang på podiet. Det er uvant terræn for Red Bull, og det øger presset på hele organisationen.