En tidligere
Red Bull-mekaniker løfter nu sløret for, hvad en Formel 1-pitcrew-medarbejder faktisk tjener – og det står i skarp kontrast til stjernernes millionlønninger.
Der er glamour, fart og millioner af pund på spil, når Formel 1-cirkusset ruller fra land til land.
Men for mange af de tekniske medarbejdere i kulissen er virkeligheden en helt anden.
Det blev tydeligt efter det italienske Grand Prix i Monza, hvor debatten om pitcrewet blev vakt til live efter kritik af McLarens præstation under løbet.
Lando Norris mistede andenpladsen til holdkammeraten Oscar Piastri efter et langsomt pitstop på 5,9 sekunder, som skyldtes problemer med et hjul.
På sociale medier opstod en diskussion om, hvorvidt mekanikerne blev overbetalt for deres korte, men afgørende arbejdsindsats under løbene.
Nogle fans påstod, at mekanikere tjener op mod 350.000 britiske pund (svarende til ca. 3 millioner kroner) om året for såkaldte "tre-sekunders arbejdsopgaver".
Tidligere Red Bull-mekaniker sætter tingene på plads
Den påstand fik tidligere Red Bull-mekaniker Calum Nicholas til at reagere.
Han har arbejdet tæt med Max Verstappen og har været en del af holdet bag flere verdensmesterskaber.
På platformen X (tidligere Twitter) skrev han:
- Dette er grunden til, at så få i paddocken deltager i debatten her. Sådan noget sludder. Det er pinligt.
Han forklarede, at den gennemsnitlige løn for en Formel 1-tekniker ligger omkring 60.000 britiske pund om året, hvilket svarer til cirka 520.000 danske kroner.
Samtidig pointerede han, at arbejdsugen typisk er på omkring 70 timer.
- De fleste flyver på økonomiklasse, og ingen får ekstra betaling for at være en del af pitcrewet, tilføjede han.
Rejser verden rundt – men til lav løn
Calum Nicholas har også tidligere udgivet bogen Life in the Pitlane, hvor han beskriver sine egne erfaringer i sporten.
Her afslørede han, at hans første løn i Formel 1 var 42.000 pund om året – omkring 365.000 danske kroner – og at han følte sig "vildt underbetalt".
Samtidig anerkender han dog, at det føltes som at vinde i lotteriet at kunne rejse verden rundt og arbejde med motorsport på højeste niveau.
Når man sammenligner disse lønninger med stjernerne på banen, bliver kontrasten tydelig.
Max Verstappen tjener omkring 40 millioner pund om året, svarende til cirka 345 millioner kroner, mens Lewis Hamilton efter sit skifte til Ferrari får hele 60 millioner pund, altså omtrent 520 millioner kroner, per sæson.
Debatten efter Monza har dermed kastet lys over en virkelighed, som mange fans måske ikke er klar over.
Livet bag kulisserne i Formel 1 ofte er præget af lange arbejdsuger, lavere løn og mindre glamour end det, der vises på skærmen.