Aston Martin har ændret i køreropstillingen til den første træning i Ungarn, da
Fernando Alonso døjer med en skade, der kan true hans deltagelse resten af weekenden.
Aston Martin har bekræftet, at Felipe Drugovich overtager Fernando Alonsos plads under den første frie træning ved det ungarske Grand Prix.
Ændringen sker, fordi Alonso kæmper med en skade, som han pådrog sig efter sidste weekends løb i Belgien.
Drugovich har fungeret som reservekører for Aston Martin i flere sæsoner og har tidligere kørt flere træningspas for holdet.
Brasilianeren har allerede i år deltaget i en træning i Bahrain, og løbet på Hungaroring bliver hans anden officielle træningsopgave i 2025.
Skade bekymrer Alonso
Alonso sluttede som nummer 17 i Belgien, men har siden oplevet muskelsmerter i ryggen.
Ifølge holdet er skaden opstået i dagene efter løbet på Spa-Francorchamps.
Den dobbelte verdensmester har valgt at stå over i FP1 for at modtage behandling og for at kunne blive nærmere vurderet senere på dagen.
I en officiel udmelding fra Aston Martin lyder det:
- I dagene efter det belgiske Grand Prix har Fernando Alonso håndteret en muskelskade i ryggen. Da han fortsætter behandlingen her til morgen, har han valgt at stå over i FP1.
- Felipe Drugovich vil køre i FP1 sammen med Lance Stroll. En beslutning om Fernandos deltagelse i FP2 og resten af weekenden vil blive truffet senere.
Mulig afløser resten af weekenden
Skadens omfang er endnu uklart, men hvis Alonso ikke kan køre videre, kan Drugovich blive indsat som erstatning resten af weekenden.
Det vil være første gang siden Monacos Grand Prix i 2017, at Alonso ikke deltager i et Formel 1-løb som fast kører.
Dengang sprang han over for at deltage i Indianapolis 500.