Et kort øjeblik i sving 15 ændrede alt for Sainz, og konsekvenserne mærkes allerede før næste løb overhovedet er kørt.
Carlos Sainz havde en weekend, han helst bare vil glemme ved Formel 1’s Grand Prix i USA, da den spanske Williams-kører udgik efter et sammenstød med Mercedes’ Kimi Antonelli.
Han er nu blevet idømt en straf på fem startplaceringer til løbet i Mexico.
Sainz startede som nummer ni på Circuit of the Americas og holdt sin placering gennem åbningsomgangen.
Kort efter overhalede han Oliver Bearman i sving 15 med en sen opbremsning og rykkede dermed op på ottendepladsen.
Men i syvende omgang forsøgte han et nyt angreb, denne gang mod Antonelli og igen i sving 15, men da gik det galt.
Sainz lå halvt på siden af Mercedes’en, da han blokerede forhjulene og kørte direkte ind i italieneren.
Antonelli snurrede rundt og mistede meget tid, mens Sainz’ bil tog så meget skade, at han måtte udgå.
Løbsledelsen undersøgte episoden og vurderede, at Sainz bar hovedansvaret.
“Ærgerligt, for vi kunne have fået point”
Efter løbet erkendte Sainz fejlen over for pressen:
- Jeg lå tæt på og troede, der var plads. Det var en lignende situation som med Bearman tidligere, men denne gang blokerede jeg under nedbremsningen og ramte ham. Det var min fejl. Ærgerligt, for vi havde god fart, og jeg kunne have taget point.
Teamkammeraten Alex Albon fik heller ikke meget ud af løbet, da han kolliderede med Gabriel Bortoleto allerede på første omgang og måtte parkere bilen med skader.
Dermed sluttede Williams weekenden i Austin uden point.
De ti strafsekunder, han oprindeligt fik, bliver nu omregnet til en straf på fem startplaceringer til næste løb i Mexico, da han ikke fuldførte løbet i USA.
Det betyder, at spanieren starter mindst fem pladser længere tilbage end sin kvalifikation, hvilket er endnu et tilbageslag for spanieren i en sæson præget af uheld.
Sidste år blev han en samlet nummer fem med 290 point, mens han lige nu ligger som nummer 11 med blot 38 point, 35 point efter holdkammerat Albon.
Williams jagter fortsat vigtige point i konstruktørmesterskabet, og Sainz skal derfor forsøge at rejse sig i Mexico i weekenden