George Russell har imponeret i 2025-sæsonen og sat sig solidt på rollen som
Mercedes’ førstekører. Nu spørges der, om han er Formel 1’s næstbedste kører efter Verstappen.
George Russell cementerede sin status som en af Formel 1’s mest komplette kørere, da han sikrede sig en overraskende sejr ved Singapore Grand Prix for Mercedes.
Med sejren, hans femte i karrieren, viste briten endnu engang, at han formår at levere, når han får et konkurrencedygtigt materiel mellem hænderne.
- Jeg føler mig klar til at kæmpe om et mesterskab, sagde Russell uopfordret efter løbet ifølge Sky Sports.
Sejren kom på en bane, hvor han i 2023 oplevede et af karrierens lavpunkter med et sent uheld.
I år vendte han tilbage med overbevisende kørsel i både kvalifikation og løb, hvor han slog konkurrenterne fra McLaren og Ferrari.
Intern dominans og usikker kontraktsituation
Russell har i 2025-sæsonen været den dominerende kraft internt i Mercedes.
Han har udklassificeret det unge talent Kimi Antonelli ved samtlige 18 grand prix-løb og fører med 237 point mod italienerens 88.
Alligevel har Mercedes og teamchef
Toto Wolff brugt store dele af året på at forsøge at lokke Max Verstappen til holdet, hvilket har sat spørgsmålstegn ved Russells langsigtede fremtid i teamet.
Toto Wolff udtalte dog i Singapore, at en kontraktforlængelse med Russell er "super nær", men at detaljerne stadig mangler at falde på plads.
Samtidig understregede han britens styrke i denne sæson:
- Han har været formidabel i år. Jeg har ikke set fejl, sagde han.
Er han den næstbedste?
Mens Max Verstappen stadig regnes som sportens absolutte topnavn, peger flere nu på George Russell som den næstbedste i feltet.
Hans konstante topniveau og interne dominans i Mercedes har åbnet for spekulationer om, hvorvidt han ville være en titelkandidat i en ligeværdig bil.
Sky Sports-kommentator Jamie Chadwick beskriver Russell som "en komplet kører" og fremhæver hans evne til at kvalificere sig godt, køre hjulet-til-hjul og levere under pres.
- Jeg syntes vi hører meget om, at Max [Verstappen, red.] er en komplet kører, men jeg syntes at George er ved at blive den slags kører, siger han til Sky Sports' podcasten The F1 Show.
Mens McLaren-duoen Oscar Piastri og Lando Norris har været i fokus i 2025, mener flere eksperter, at Russell på nuværende tidspunkt overgår dem i stabilitet og helhed.
Om han også får muligheden for at vise det i et reelt mesterkabsløb i 2026, afhænger nu af Mercedes' strategi og holdopstilling.