gettyimages 2063300345

George Russell mistænker Ferrari-bilen for at være "tæt på ulovlig"

Formel 1aug. 04 , 7:47
Der blev ikke talt højt om det på podiet, men han lagde mærke til noget usædvanligt.
Charles Leclerc så længe ud til at kunne forsvare sin podieplacering ved Ungarns Grand Prix.
Med pole position og stærke stints i både første og anden del af løbet lignede han en sikker kandidat til en topplacering.
Men efter sit sidste pitstop på omgang 41 begyndte tempoet pludseligt at falde.
George Russell startede fra fjerdepladsen, og han overhalede Leclerc med blot få omgange tilbage og sikrede sig dermed tredjepladsen.
Ifølge Sky Sports udtalte Russell efterfølgende:
- Jeg så hvor langsom han var, så jeg antog, at noget ikke var, som det skulle være.
Han vurderede, at Ferrari formentlig havde ændret bilens opsætning under det sidste pitstop, måske for at undgå problemer med plankens slid under bilen.
Hvis bilen kører for lavt, kan den komme i karambolage med reglementet.
Ændringer i opsætning og motortilstand
Leclercs egen forklaring efter løbet var, at bilen fra omkring omgang 40 havde haft problemer med chassiset.
Men Russell antydede, at der kunne ligge andre overvejelser bag Ferraris beslutninger.
Han bemærkede blandt andet, at bilen virkede hævet i sin opsætning efter sidste pitstop, muligvis på grund af øget dæktryk, hvilket ville mindske plankens kontakt med banen.
Det ville dog også gøre bilen sværere at styre og reducere grebet i svingene.
RaceFans.net skriver, at Russell vurderede, at Ferrari i Leclercs sidste stint brugte en motortilstand, der sænkede hastigheden på langsiderne præcis dér hvor planken udsættes for størst belastning.
- Det er det eneste, vi kan forestille os, når vi ser på omgangstiderne og hvordan motoren ydede, forklarede han.
Strafpoint og et usædvanligt løbsforløb
Leclercs forsøg på at forsvare sig mod Russell blev af dommerne vurderet som “ustabil kørsel”.
Ferrari-køreren ændrede linje under nedbremsning, hvilket næsten førte til en kollision.
Det blev takseret til ét strafpoint og en fem sekunders tidsstraf, dog uden konsekvens for hans placering i løbet.
Russell havde ikke stået på podiet siden sin sejr i Canada i juni, og han var tilfreds med resultatet, men kaldte weekenden “mærkelig”.
Han bemærkede, at rækkefølgen fra tredje- til trettendepladsen var usædvanlig, og at Aston Martin havde haft en overraskende stærk weekend.
- Hvis man ser bort fra McLaren, er det et meget mærkeligt felt. Vi tager de positive ting med os, men vi lader os ikke rive med, sagde han.
Mest læste