- På papiret ser det simpelt ud. I virkeligheden er det langt mere kompliceret.
Siden Lewis Hamiltons skifte til Ferrari har
George Russell løftet arven hos
Mercedes med imponerende stabilitet og fart.
Han har hentet 147 af holdets 210 VM-point i år og tydeligt vist, at han kan bære lederskabet i Brackley.
Alligevel står Russell uden ny kontrakt, mens teamchef Toto Wolff kigger mod
Red Bull og
Max Verstappen.
Kontrakten mellem Red Bull og den firedobbelte verdensmester gælder til 2028, men indeholder fratrædelsesklausuler.
Hvis Verstappen efter sommerpausen ikke er i top tre i mesterskabet, kan han vælge at træde ud.
Det stiller Russell i et limbo, hvor hans egen fremtid kan afhænge af Verstappens placering.
Forud for sommerpausen er Russell nummer fire med 147 point, mens Verstappen sidder på tredjepladsen med 165.
Med 58 point at hente i Ungarn og Belgien inklusiv en sprint i Spa skal Russell hente mindst 19 point på hollænderen for at udløse den potentielle rokade.
Det er et snævert vindue, men åbner et scenarie, hvor Russell kan ende uden kontrakt hos Mercedes og samtidig gøre sig attraktiv på markedet.
Alpine og Cadillac lurer i kulissen
Skulle Mercedes vælge at satse på Verstappen, står andre hold klar til at byde ind på Russell.
Alpine har allerede meldt sin interesse og ser britens lederevner og fart som en opgradering af deres nuværende line-up.
Holdet er ikke tilfreds med Franco Colapinto, som endnu ikke har scoret et eneste point efter seks løb, ligesom forgængeren Jack Doohan heller ikke formåede at score point i sine seks løb.
ifølge F1 Oversteer har selv Flavio Briatore udtalt, at han “slet ikke var tilfreds” med Colapintos præstation i Spanien.
Verstappen beskrev argentineren som “utrolig”, og det var ikke ment positivt, eftersom Colapinto ignorerede det blå flag flere gange.
Alpine er dog ikke den eneste bejler til Russell.
Cadillac træder ind i Formel 1 i 2026, og de holder et vågent øje med situationen og kunne tilbyde Russell en langsigtet rolle i deres nye projekt.
Red Bull nævnes også som en mulighed, hvis Verstappen forlader teamet.
Mercedes tøver, men uret tikker
Hos Mercedes venter man både på at se, om Verstappens klausul aktiveres såvel som på, om rookie Andrea Kimi Antonelli skal have forlænget sin etårige kontrakt.
Og mens uvisheden hersker, bliver Russell det mest prominente navn på kørermarkedet for 2026, hvis Wolff vælger at se andre veje.
Men intet er givet på forhånd.
Aston Martin har tidligere udvist interesse, men ventes nu at holde fast i både Fernando Alonso og Lance Stroll.
Dermed kan Russell ende i et kapløb mellem Alpine, Cadillac og eventuelt Red Bull, eller blive hos Mercedes, hvis Verstappen bliver i Milton Keynes.
Sommerens resultater kan derfor blive afgørende for, hvordan Formel 1’s topteams ser ud i 2026.