Tidligere Haas-teamboss
Günther Steiner har sat spørgsmålstegn ved, om køren overhovedet burde have fået et sæde i Formel 1 i 2025-sæsonen.
Steiner, der nu arbejder som ekspertkommentator, har fulgt feltet tæt i år og mener, at
Mercedes handlede for hurtigt, da de rykkede den kun 18-årige italiener
Andrea Kimi Antonelli op i Formel 1.
Tyskeren menere i stedet, at Mercedes skulle have givet ham endnu en sæson i Formel 2.
I podcasten The Red Flags blev Steiner spurgt, om Antonelli var blevet kastet for tidligt ind i Formel 1.
Her svarede han:
- Jeg tror aldrig, det var planen at have ham i bilen i år. Planen ændrede sig, da Lewis sagde ‘ciao ciao’ og tog til Ferrari. Oprindeligt skulle Kimi have kørt et år mere i Formel 2 og først komme ind næste år. Jeg synes, det var lidt for tidligt.
Antonelli har i sin debutsæson vist glimt af sit talent med en pole position og en enkelt podieplacering, men Steiner mener, at præstationerne overordnet set ikke har været imponerende.
- Han er 18 år gammel. Jeg håber ikke, han er knækket nu, for han havde en pole og en podieplacering, men resten er ret middelmådigt sammenlignet med hans teamkammerat, sagde Steiner og henviste til George Russell.
Presset på unge kørere er enormt
Antonelli har kun scoret point i ét af de seneste syv løb og har kæmpet med både tekniske problemer og manglende selvtillid.
Ved sit hjemmeløb i Imola måtte han udgå med motorfejl, hvilket kostede ham en potentiel topplacering foran tusindvis af italienske fans.
Steiner påpegede, at presset på unge kørere i topteams kan være ødelæggende, og sammenlignede med Liam Lawson, som først fik bedre resultater efter at være sendt tilbage til et mindre team.
- Han græd derude, hvilket aldrig er godt, for det viser, at han har mistet sin selvtillid, sagde Steiner.
Fremtiden hos Mercedes er uvis
Mens George Russell ser ud til at forlænge sin kontrakt, har Mercedes endnu ikke offentliggjort Antonellis fremtid efter 2025.
Teamchef Toto Wolff har antydet, at han gerne vil fortsætte med den nuværende line-up, men intet er bekræftet endnu.
Antonelli har vist sit potentiale, men ifølge Steiner kan debutsæsonen ende med at skade mere end gavne, hvis ikke den unge kører hurtigt genfinder sin selvtillid.