Lewis Hamilton viste i weekenden, hvorfor han stadig regnes blandt de største i Formel 1-historien.
Ved
Emilia Romagna Grand Prix kørte han sig fra en skuffende 12. startposition til en stærk fjerdeplads, og efter løbet leverede han en følelsesladet besked over teamradioen, som hurtigt gik viralt blandt både
Ferrari-fans og motorsportsentusiaster verden over.
Det var første gang, Hamilton kørte på hjemmebane for Ferrari på Imola og det på en bane, hvor Scuderia har dybe rødder og en passioneret fanskare i ryggen.
Selvom kvalifikationen lørdag var et lavpunkt, hvor begge Ferrari-kørere, Hamilton og Charles Leclerc, overraskende røg ud i Q2, så leverede briten søndag en af sæsonens mest inspirerende præstationer.
Bedste version af Hamilton i 2025
Lewis Hamilton lavede opkørslen med den præcision og det overblik, der har givet ham syv verdensmesterskaber.
Han overhalede rytmisk sine konkurrenter og havde flere stærke dueller, mens teamets strategi og pitstop-timing sad lige i skabet.
Kun et par omgange mere, og han kunne sandsynligvis have nappet tredjepladsen fra Oscar Piastri, hvilket ville have givet ham hans første “rigtige” podie for Ferrari. Hamilton har dog vundet to sprintløb i Scuderia-dragten i år.
Ved målstregen kom en tydeligt rørt Hamilton med en besked, der gik lige i hjertet på Ferrari-fansene:
- Det var et fantastisk løb, gutter. Fantastiske pitstop, strategi, bilen føltes virkelig god i dag. Jeg er så taknemmelig, så stolt. Tusind tak til alle, og til Tifosi – den her var til jer. Lad os fortsætte med at presse på, og hvis vi forbedrer kvalifikationerne, så kan vi køre sådan her og vinde.
Leclercs dårlige dag på kontoret
Med sin blanding af taknemmelighed, selvtillid og italiensk flair ramte han en nerve blandt Tifosi, som havde hungret efter en stærk præstation efter Ferraris ujævne sæsonstart.
Beskeden blev hurtigt delt og hyldet på sociale medier og fremhævet af flere Formel 1-medier som endnu et eksempel på Hamiltons evne til at knytte sig til et team og dets fans.
Mens Hamiltons stjernestund fik rampelyset, havde Charles Leclerc endnu en hård dag på kontoret.
Også han startede længere nede i feltet og kæmpede med balancen i bilen, men formåede ikke at levere samme fremdrift som sin nye teamkammerat.
Presset på Leclerc stiger dermed yderligere, efterhånden som Hamilton mere og mere cementerer sin rolle som frontfigur i det nye Ferrari-projekt.