Mick Schumacher

Hemmelige samtaler i Miami: Schumacher kan gøre F1-comeback for dette hold

Formel 1maj 06 , 22:22
Feltet i 2026 kan få et velkendt navn tilbage – men han er ikke den eneste, der jagter den plads.
Mens Formel 1-sæsonen rullede videre med glamour og dramatik i Miami, foregik der noget mere stille i kulissen.
Mick Schumacher, tidligere Haas-kører og søn af den legendariske Michael Schumacher, blev nemlig observeret i samtale med repræsentanter fra Cadillac – det amerikanske bilmærke, der fra 2026 skal kaste sig ind i Formel 1-universet.
Ifølge The Daily Express skulle disse møder have været alt andet end tilfældige.
Cadillac benyttede Miami Grand Prix til at afsløre deres branding for 2026 og tilsyneladende også til at tage de første skridt mod at sammensætte deres debuthold.
Schumacher, der i dag kører for Alpine i World Endurance Championship, passer godt ind i Cadillacs søgekriterier: Et ungt navn med F1-erfaring, der er sulten efter mere.

Ikke uden konkurrence

Cadillac meldes på jagt efter profiler med erfaring og stjernestatus, og flere kilder har peget på Sergio Perez som deres ønskekandidat.
Men hvis rygterne om et eksisterende kontrakttilbud til Perez ikke bærer frugt, står Schumacher højt på listen – især i lyset af hans fortid som reservekører for både Mercedes og McLaren, og naturligvis de to sæsoner hos Haas.
Selv har Mick tidligere udtrykt, at han stadig føler, han har niveauet til Formel 1:
- Vi får se, hvad der sker – året er langt, og målet er at vende tilbage i 2026, sagde han i et interview tidligere på året.
Samtalerne i Miami lader til at være første skridt i netop den retning, men der lurer også konkurrence.
Den amerikanske IndyCar-stjerne Colton Herta nævnes som en anden mulig kandidat til sædet.
Dog kræver et skifte til F1, at han får sin superlicens, hvilket forudsætter en placering i top fire i IndyCar-stillingen. Herta ligger aktuelt nummer otte.

En ny chance og et klart signal

Mick Schumachers karriere i Formel 1 blev sat på pause efter 2022-sæsonen, da Haas valgte ikke at forlænge med ham.
Den beslutning tog han ikke let, hvilket også kom til udtryk i hans afskedsbesked:
- Jeg er skuffet, men føler mig sikker på, at jeg hører til i Formel 1. Emnet er ikke lukket for mig.
Med Alpine i WEC har Schumacher fået ny fart og blandt andet kørt sig til en podieplacering i Fuji, men han har aldrig lagt skjul på, at F1 stadig er drømmen.
Cadillac, som officielt blev godkendt af FIA i marts til at deltage i 2026, er i færd med at opbygge noget helt nyt – og Schumacher kunne vise sig at være det perfekte ansigt udadtil.
Hvis forhandlingerne bærer frugt, kan Mick altså være tilbage i motorsportens kongeklasse til næste år.
Mest læste