christian horner red bull

Horner afslører sit drømmehold hos Red Bull og valget vil måske overraske

Formel 1jun. 14 , 20:12
Red Bull-teamchef Christian Horner tøver ikke med at udpege sit absolutte drømmehold til Formel 1, og der var hverken plads til tvivl eller tidligere profiler som Mark Webber.
Christian Horner har været i spidsen for Red Bull Racing siden 2005 og har undervejs set holdet udvikle sig fra outsider til dominerende magtfaktor inden for Formel 1.
Under hans ledelse har holdet oplevet to separate dominansperioder med i alt seks konstruktørmesterskaber.
Vettel og Verstappen i front
Den første store periode for Red Bull kom med Sebastian Vettel, der hentede fire VM-titler i træk fra 2010 til 2013.
Vettel vandt sit første mesterskab efter en dramatisk sæsonafslutning i 2010, hvor han besejrede Fernando Alonso, holdkammeraten Mark Webber og Lewis Hamilton med en margin på blot 16 point mellem alle fire.
Max Verstappen startede en ny æra for Red Bull i 2021, da han i en intens kamp med Lewis Hamilton sikrede sit første af fire verdensmesterskaber indtil videre.
Det satte en stopper for Mercedes' dominans og markerede begyndelsen på en ny succesperiode for Red Bull.
Når Christian Horner nu bliver spurgt om sit ideelle kørerhold til Red Bull, er han ikke i tvivl om, at Vettel og Verstappen ville være hans foretrukne duo.
Til spørgsmålet om reservekører foretrækker han Daniel Ricciardo, der har syv sejre for Red Bull, frem for Mark Webber, der ellers har ni sejre.
- Det er et nemt valg! sagde Horner i et interview med PlanetF1.
- Max og Sebastian med Daniel som reserve, og David Coulthard som ambassadør.
Marko roser Verstappen
Red Bull-legende Helmut Marko har også udtrykt sin begejstring for Verstappen, som ifølge Marko er den bedste kører nogensinde hos Red Bull.
- Han er uden tvivl den bedste kører, vi nogensinde har haft, sagde Marko til BBC’s The Inside Track.
- Han udvikler sig konstant, og hans overhaling i tredje sving på Imola var helt utrolig. Jeg ser endnu ikke enden på hans udvikling. Han finder altid noget ekstra.
Selvom Verstappen i denne sæson har hård konkurrence fra McLarens Oscar Piastri og Lando Norris, er der ifølge Marko ingen tvivl om, at Verstappen fortsat imponerer med sine evner til at levere, når det virkelig gælder.
Mest læste

Mest læste