Et liv med fart og triumf har fået en ny dimension – en langt mere stille og udfordrende rejse, som kun de færreste får indblik i.
Jackie Stewart har tre verdensmesterskaber i bagagen og er stadig er et kæmpestort ikon i Formel 1-kredse, selv om han har været på pension i over 50 år.
Nu, i en alder af 85 år, løfter han sløret for en personlig kamp, som han kæmper meget langt fra hurtige, larmende biler.
Hans hustru gennem mere end 60 år, Lady Helen Stewart, kæmper mod demens – en sygdom, som har ændret deres fælles liv radikalt. Og det er netop dén rejse, han nu deler med offentligheden.
Diagnosen kom i kølvandet på en bilulykke i 2014. Hvad der først lignede en midlertidig forvirring, viste sig hurtigt at være begyndelsen på noget langt mere alvorligt.
I dag er Lady Helen under konstant pleje i et specialindrettet hjem i Schweiz – et tilbud, familien kan betale sig fra takket være Stewarts succesrige karriere både på og uden for banen.
Men økonomisk overskud lindrer ikke den følelsesmæssige byrde.
- Bare for nogle uger siden spurgte hun, hvor Jackie var – mens jeg sad lige ved siden af hende, fortæller han.
Det var første gang, hun ikke genkendte ham. Situationen gentog sig flere gange, og nogle aftener reagerede hun aggressivt og med et sprogbrug, hun aldrig tidligere har anvendt.
Ifølge Motorsport.com skyldes denne adfærdsændring det såkaldte "sundowning"-fænomen, som rammer mange demenspatienter i de sene eftermiddagstimer.
Den tidligere verdensmester har ikke tænkt sig at stå passivt tilbage. Med sit initiativ Race Against Dementia, stiftet i 2016, har han kanaliseret sin frustration og smerte ind i kampen for at finde en kur.
I dag støtter organisationen 18 unge forskere og er involveret i banebrydende projekter – heriblandt en blodprøve udviklet ved Cambridge University, der muligvis kan opdage sygdommen op til 20 år, før den diagnosticeres.
- Jeg ønsker det her lige så meget, som jeg ønskede at blive verdensmester, siger han.
For Jackie Stewart handler det om at give millioner af familier håb – inklusiv hans egen. Og når han besøger plejehjem med demensramte, mærker han det hele meget konkret:
-Jeg går derfra i tårer, fordi folk er helt væk. Det knuser mig."