jeremy clarkson christian horner

Jeremy Clarkson med råd til Christian Horner

Formel 1jul. 13 , 21:44
Jeremy Clarkson har sendt en opmuntrende besked til Christian Horner efter Red Bull-fyringen og retter i sin seneste klumme kritik mod reaktionerne på sociale medier.
Den tidligere Top Gear-vært Jeremy Clarkson har delt sin støtte til Christian Horner efter dennes pludselige afskedigelse fra Red Bull.
I sin klumme i The Sun afslører Clarkson, at han sendte en personlig besked til den tidligere teamchef, og han stiller spørgsmål ved, hvorfor Horner egentlig blev fyret.
- Jeg sendte ham en sms, da nyheden kom frem, hvor jeg skrev, at jeg selv har stået i samme situation, skriver Clarkson og henviser til sin egen fyring fra BBC i 2015.
- Det er let at vågne næste morgen og tænke: 'Så er det slut.' Men i mit tilfælde var det ikke slut. Jeg havde ikke trådt på en slange, men på en stige. Og det gør han sikkert også.
Ukendt fyringsgrund
Red Bull offentliggjorde i denne uge, at Christian Horner er færdig som teamchef efter 20 år i spidsen for holdet.
Den officielle meddelelse indeholdt ros for hans indsats, men ingen forklaring på beslutningen.
Clarkson skriver:
- Vi ved faktisk ikke, hvorfor han blev fyret. Jeg vil ikke spekulere, for jeg ved det ikke – i modsætning til 'kvinderne på Instagram' og alle de andre sofaanalytikere.
Clarkson reagerer dermed på, hvad han kalder "rasende reaktioner" på sociale medier, hvor brugere har stillet spørgsmålstegn ved Horner-fyringen og koblet den til tidligere anklager om upassende beskeder til en kollega.
Clarkson påpeger, at Red Bull gennemførte to undersøgelser, hvor det blev konkluderet, at Horner ikke havde overtrådt nogen regler.
Fremtiden efter Red Bull
I klummen spekulerer Clarkson dog alligevel lidt på Horners fremtid og nævner blandt andet Alpine, Ferrari, Audi og Cadillac som mulige destinationer.
Han udelukker dog Alpine, da et samarbejde med Toto Wolff fra Mercedes næppe er realistisk på grund af deres anstrengte forhold, hvor Alpine jo benytter Mercedes motorer.
- Ferrari? Muligvis, men det vil kræve en flytning til Italien og et samarbejde med Sir Hamilton, skriver Clarkson.
Han afslutter dog med at åbne for, at Horner kan vælge en helt ny retning, som Clarkson selv gjorde, da han blev landmand efter BBC-fyringen.
- På det grundlag kan Horner dukke op igen som astronaut, i en isbil eller som udenrigsminister.
Jeremy Clarkson mener samtidig, at Red Bull kan stå over for en vanskelig fremtid uden Horner.
- Se bare, hvad der skete med Manchester United, da Ferguson stoppede. På samme måde kan dette en gang så store team ende i Formel 4 om et par år.
Mest læste

Mest læste