magnussen hamilton

Kevin Magnussens svar kan forklare, hvorfor Hamilton kæmper hos Ferrari

Formel 1maj 12 , 11:43
Lewis Hamiltons start på livet som Ferrari-kører i 2025-sæsonen har været alt andet end gnidningsfri.
Nu peger en uventet kilde på, hvad der muligvis ligger bag britens vanskeligheder: danske Kevin Magnussen.
I en ny samtale med engelske Express deler den danske racerkører sine erfaringer med udviklingen i Formel 1-bilerne. Det er erfaringer, som måske kaster lys over Hamiltons udfordringer i det røde team fra Maranello.
Magnussen kører i dag både World Endurance Championship og IMSA SportsCar Championship, men efter tre ophold i F1 er han umiddelbart færdig med motorsportens kongeklasse. Hans indsigter i bilernes tekniske udvikling er dog fortsat højaktuel.
Bilerne er stive
Ifølge ham har overgangen til de nye ground-effect biler ændret spillet fundamentalt.
- Det var ret anderledes. Pludselig blev bilerne meget lave og meget stive, forklarede han og tilføjede, at dæksiden nu er lavprofil, hvilket påvirker både kørefølelse og stil.
- Tidligere kunne man virkelig ’hustle’ bilen, nu skal man køre med mere præcision og tage det et skridt ad gangen.
Det matcher i høj grad det, Hamilton selv har udtrykt allerede i sin sidste tid hos Mercedes, nemlig at bilens stivhed og manglende fleksibilitet i opsætningen hæmmer hans naturlige, aggressive kørestil.
Bremsesystemet
Selvom overgangen til Ferrari var tænkt som en ny begyndelse, er de underliggende problemer stadig til stede.
Ferrari benytter bl.a. et andet bremsesystem, hvilket Hamilton selv har nævnt som en væsentlig faktor i hans udfordringer med at finde sig til rette i SF-25’eren.
Yderligere komplicerende er det, at Hamiltons holdkammerat Charles Leclerc fortsætter med at have overhånden i de fleste interne opgør.
Leclerc er i øjeblikket den førende, når det kommer til set-up og udviklingsinput, og Hamilton står derfor overfor en tilvænningstid, som både kræver teknisk tilpasning og tillid til et helt nyt team, efter over ti år hos Mercedes.
Ferrari har været tvunget til at hæve bilen
En anden detalje, der måske spiller ind, er ændringer i bilens "ride height", altså frihøjden.
Hamilton foretrækker at køre ekstremt lavt for at opnå maksimal aerodynamisk effektivitet, men efter hans diskvalifikation ved det kinesiske Grand Prix på grund af for stor slid på plankebunden, har Ferrari været tvunget til at hæve bilen.
Noget der yderligere har været med til at kompromitterer hans ønskede balance og følelse i bilen.
Kevin Magnussen, som selv har været ude og inde af F1, ser altså ikke kun udviklingen som en teknisk ændring, men som en fundamental forskydning i, hvordan man overhovedet kører disse biler.
- Man er ikke lige så fri i sin kørestil som før, understreger han.
Det er en erkendelse, der synes at ramme præcis ned i Hamiltons nuværende hovedpine.
Mest læste