Max Verstappen har aldrig lagt skjul på sin fascination for langdistanceløb – og nu har den tredobbelte Formel 1-verdensmester givet endnu et vink med en vognstang om, hvad fremtiden måske bringer.
I denne uge blev han spottet bag rattet af en Ferrari GT3-racerbil under en test på Nürburgring – et diskret, men yderst opsigtsvækkende visit, få dage efter en skuffende fjerdeplads i Miami Grand Prix.
Verstappen deltog i en officiel test forud for den tredje afdeling af NLS (Nürburgring Langstrecken-Serie), hvor GT3-biler er omdrejningspunktet.
Normalt holdes denne type sessioner i ro og mag, men denne gang blev stjernens tilstedeværelse alligevel opdaget .
Det er på trods af, at han forsøgte at holde lav profil under dæknavnet “Franz Hermann”, ifølge Auto Motor und Sport.
Selvom han ikke har skiftet karriere endnu, er det et tydeligt signal om, at Verstappen tager sine GT-ambitioner seriøst.
Verstappen er allerede involveret i GT World Challenge
Han er allerede engageret i GT World Challenge med sit eget team og har længe været aktiv på den digitale endurance-scene via iRacing og Team Redline.
Det er altså ikke blot et PR-stunt, men snarere et bevidst skridt i retning af at forberede sig på et liv efter Formel 1.
Verstappens Ferrari-test blev dog ikke gjort uden forholdsregler.
Egen sikkerhed var til stede under hele seancen, og journalister samt fotografer blev holdt på afstand. T
esten var tænkt som en privat fornøjelse – et afbræk fra F1-cirkusset og en mulighed for at mærke Nürburgrings legendariske asfalt under en ny type bil.
Dominerende bil i serien
Det er især interessant, at valget faldt på en Ferrari GT3.
Ikke alene fordi Verstappen er fast forankret hos Red Bull, men også fordi Ferrari netop nu er toneangivende i både GT- og WEC-sammenhæng.
Om det blot var for sjov, eller om det er et forvarsel om et samarbejde i fremtiden, er endnu uvist – men i motorsport er symbolikken ofte lige så vigtig som fakta.
Med stadig flere Formel 1-stjerner, der orienterer sig mod Le Mans og andre endurance-løb, virker Verstappens mulige skifte til netop denne type bil ikke så usandsynligt.