ewis Hamilton har solgt hele sin bilsamling for at fokusere på kunst, men én klassisk
Ferrari står stadig øverst på hans ønskeliste.
Lewis Hamilton er kendt for sin passion for hurtige biler, men nu har den syvdobbelte verdensmester bekræftet, at han har solgt hele sin imponerende samling.
Ifølge ham selv har interessen flyttet sig i en ny retning.
- Jeg har ikke nogen biler længere. Jeg har skilt mig af med alle mine biler. Jeg er mere til kunst nu om dage, siger Hamilton.
Den 40-årige Ferrari-kører blev i forbindelse med Aserbajdsjans Grand Prix spurgt til muligheden for at købe mærkets nyeste superbil, F80.
Hertil svarede han, at han ikke har planer om at købe nye biler, men at han stadig drømmer om én bestemt klassiker.
- Hvis jeg skulle have en bil, ville det være F40. Men det er et kunstværk, lyder det fra Hamilton.
Et liv med biler
Hamiltons garage har i mange år været et samtaleemne blandt fans og medier.
Han har tidligere rådet over et udvalg af nogle af verdens mest eksklusive biler, der ifølge medierapporter havde en samlet værdi på omkring 13 millioner pund, mere end 110 millioner kroner.
Blandt bilerne var modeller som Pagani Zonda 760 LH, McLaren P1, Ferrari LaFerrari samt flere specialudgaver fra Mercedes-AMG.
Hans samling omfattede også klassiske modeller som en Shelby Cobra 427 fra 1966 og en Ford Mustang Shelby GT500 fra 1967.
De mange biler var fordelt mellem hans hjem i Monaco og Los Angeles.
Drømmen om en Ferrari F40
Selv om han har skilt sig af med hele samlingen, er fascinationen af Ferrari F40 intakt.
Modellen, som blev lanceret i slutningen af 1980’erne, er en af de mest ikoniske sportsvogne i historien, og Hamilton har tidligere luftet en drøm om at skabe en moderne udgave inspireret af netop denne.
- En af de ting, jeg virkelig gerne vil, er at designe en Ferrari. Jeg vil lave en F44. Udgangspunktet skal være en F40 med gearstang. Det er det, jeg vil arbejde på de næste par år, har han tidligere udtalt.
Selvom Hamilton ikke længere selv ejer en bilsamling, ankommer han stadig ofte til løbsweekender på motorcykel, blandt andet på en Ducati Panigale V4 S eller en MV Agusta F4 LH44, som han har udviklet i samarbejde med den italienske producent.