Will MacIntyre

Formel 3-talent sætter karrieren på pause efter kræftdiagnose

Formel 1sep. 18 , 16:44
En ung kører må pludselig ændre kurs i livet, efter en uventet besked vender op og ned på fremtiden, der ellers var fyldt med muligheder.
18 år gammel og et lovende racertalent med hele livet foran sig indtil den dag, hvor han pludselig ikke følte sig helt som sig selv.
Et lægebesøg ændrede alt, da diagnosen lød på både hjernetumorer og lungekræft.
Det er virkeligheden for den 18-årige britiske kører Will MacIntyre, som selv har delt nyheden på sine sociale medier.
Behandlingen er straks gået i gang, og MacIntyre har besluttet at sætte sin karriere på pause for at fokusere på sit helbred.
Et stærkt navn i GB3
Indtil diagnosen kørte han i GB3 Championship for Elite Motorsport, hvor han allerede havde markeret sig som et stort talent i den klasse, der tidligere blev kaldt det britiske F3-mesterskab.
En sejr på Silverstone samt podieplaceringer på Zandvoort og Hungaroring viste, at han kunne måle sig med de bedste, og det allerede i hans blot anden sæson.
GB3 fungerer for mange unge briter som springbrættet til højere serier.
Blandt tidligere profiler finder man George Russell, der i 2014 vandt mesterskabet, dengang under navnet BRDC British F4.
Også Oliver Bearman og Lando Norris har været et smut forbi serien.
Drømmen om højere klasser
Alt tydede altså på, at MacIntyre var godt på vej til at følge i fodsporene på Russell, Norris og Bearman og måske endda på et tidspunkt tage skridtet hele vejen til Formel 1.
Insidere pegede på ham som en af fremtidens stjerner.
Men med diagnosen er drømmen sat på pause inditl videre. Lige nu handler det kun om at blive rask.
Fra hele racingmiljøet – især den britiske motorsport – strømmer støtteerklæringerne ind til MacIntyre.
Formel 2-køreren Sebastian Montoya skrev:
- God bedring, min ven. Ønsker dig alt det bedste.
Porsche-køreren Chloe Grant tilføjede:
- Så ked af at høre dette, Will. Jeg ønsker dig en hurtig bedring.
Også hans team, Elite Motorsport, har meldt klart ud:
- Det er vigtigt, at vi står sammen med Will MacIntyre, mens han deler sin rejse. Indtil videre vil Will ikke køre løb, men hans passion for sporten er stadig uformindsket. Som hold er vores førsteprioritet at støtte Will og hans familie gennem hvert skridt af denne udfordring.
Mest læste

Loading