gettyimages 2200635716

Lewis Hamiltons sæson får nyt liv med ny opgradering fra Ferrari

Formel 1maj 22 , 8:30
Efter en svingende sæsonstart har det italienske hold truffet en beslutning, som kan få større betydning end de fleste aner. Nu er første test nemlig bestået.
Ferraris start på 2025-sæsonen har ikke levet op til forventningerne. Hvor de første tests skabte håb om et genfødt italiensk storhold, har virkeligheden på banen været en anden.
Med blot én enkelt podieplacering i de første syv løb er SF-25’s svagheder blevet særdeles synlige, og særligt problemerne med bilens bagende har været gennemgående.
Allerede i Australien stod det klart, at bilen lå for lavt i forhold til asfalten, og siden har teamet været nødsaget til at hæve bilen med tydelige konsekvenser for performance.
Lewis Hamilton har åbent erkendt, at Ferrari ikke har kunnet køre med den ønskede opsætning, hvilket har sat begrænsninger for hans og holdets muligheder.
Men nu ser det ud til, at et vigtigt skridt i den rigtige retning er blevet taget.
En ny opgradering af baghjulsophænget er nemlig ifølge italienske kilder blevet godkendt på den dynamiske testbænk i Maranello. Den ventes at blive rullet ud i tide til det Britiske Grand Prix på Silverstone-banen i starten af juli måned.

Ny tilgang skal frigøre bilens potentiale

Ferrari har valgt at fastholde den grundlæggende arkitektur med pullrod-ophæng, men ændringerne skal muliggøre en langt mere aggressiv og effektiv opsætning.
Den forbedrede løsning gør det muligt at sænke bilen og dermed aktivere mere af dens iboende fart.
Ifølge PlanetF1 befinder den nye komponent sig nu i vindtunnelen, hvor finjusteringerne fortsætter. En sidste tilpasning i selve fastgørelsesområdet ventes at være afgørende, før den kan implementeres i løbssammenhæng.
Tidligere rygter pegede på en introduktion ved Østrigs Grand Prix, men rapporter fra Corriere della Sera nævner nu Silverstone som den virkelige dåbsprøve.
Det britiske løb har i øvrigt en særlig symbolik for Hamilton, da han tog sin næstsidste sejr for Mercedes på netop denne bane, udover selvfølgelig at det er englænderens hjemmebane.

Mere end bare en opgradering

Trods det faktum at Ferrari næppe kommer i spil til konstruktørmesterskabet i år, hvor de i skrivende stund er hele 165 point efter førende McLaren, ønsker teamet ikke at sende signaler om, at man har opgivet sæsonen.
Internt i Maranello frygter man de konsekvenser, det kan have for fremtidig motivation og sammenhold.
Derfor fortsætter udviklingen af SF-25 sideløbende med det næste store projekt, bil nr. 678, der bliver Ferraris bud på en 2026-racer tilpasset det nye reglement.
Interessant nok planlægger holdet allerede i denne weekend at genindføre bagvingen fra sidste års SF-24 i forsøget på at styrke deres chancer i Monaco.
Det var netop her, Charles Leclerc sikrede sig en følelsesladet sejr på hjemmebane i 2024, og Ferrari var dengang kun 14 point fra McLaren i det samlede regnskab.
Bag kulisserne har ingeniør Loïc Serra spillet en nøglerolle i udviklingen af det nye baghjulsophæng.
Hans ekspertise inden for dæmpere og torsionsstænger har været afgørende, og hans aftryk kan meget vel vise sig at være begyndelsen på en ny retning for Ferrari.
Teamchef Fred Vasseur har tidligere udtalt, at størstedelen af årets bil var fastlagt, før Serra trådte ind i billedet, men at der stadig er muligheder for forbedring.
Mest læste